København, 07/08/2026 - 14:54
23.000 færre job uden for landbruget i USA i juli
Ifølge AFP er det såkaldte kongetal for juli en del under forventningerne. Antallet af job er faldet i juli.
Af: /ritzau/
Antallet af job uden for landbruget i USA faldt med 23.000 i juli.
Det fremgår af en rapport fra USA's kontor for arbejdsmarkedsstatistik.
Det er ifølge nyhedsbureauet AFP en del under forventningerne.
Tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet, kaldes også for kongetallet.
Arbejdsløsheden var i juli på 4,1 procent. Det er et fald fra 4,2 procent i forrige måned.
Ud over et fald i antallet af job i juli nedjusteres tallene for juni og maj også med 103.000. Det betyder, at der i virkeligheden blev skabt 103.000 færre job, end det tidligere blev meldt ud.
USA's kongetal er en strømpil for verdensøkonomien, fordi USA er verdens største økonomi.
Hvis det går godt med USA's økonomi, er det som udgangspunkt godt for Europa, der har mange virksomheder, der lever af at sælge varer og tjenesteydelser til USA.
Ifølge Dansk Industri (DI) er der tale om en katastrofal jobrapport.
- Det går virkelig dårligt for den amerikanske jobmotor, som nu er slået over i bakgear, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i DI, i en skriftlig kommentar.
- Sommerens VM i USA har slet ikke kastet job af sig. Beskæftigelsen på hoteller og restauranter er faldet til det laveste niveau siden februar. Så de mange fodboldturister har ikke givet flere job på hoteller og restauranter.
RITZAU




