Esbjerg, 12/02/2022 - 19:28
Antonsen tager ny DM-titel med sikker sejr over Vittinghus
Anders Antonsen vandt sin fjerde DM-titel lørdag. Amalie Magelund nuppede to titler på den store finaledag.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Anders Antonsen er dansk mester i badminton for fjerde gang i karrieren.
Det står klart, efter at der lørdag er blevet spillet fem finaler ved DM i badminton i Blue Water Dokken i Esbjerg.
Anders Antonsen stod i herresinglefinalen - den sidste af lørdagens finaler - over for Hans-Kristian Vittinghus. Her blev det til en relativt sikker sejr til 24-årige Antonsen, der vandt i to sæt med 21-12 og 21-11.
I første sæt bragte Antonsen sig hurtigt foran med 4-1, og det tidlige hul formåede Vittinghus aldrig at få lukket.
Andet sæt blev heller aldrig spændende. Vittinghus kæmpede bravt, men Antonsen kom generelt bare lettest til pointene.
Dermed kunne han tage endnu en DM-titel efter en overbevisende indsats gennem hele turneringen. Antonsen har tidligere vundet danmarksmesterskabet i 2017, 2018 og 2019.
I lørdagens damesinglefinale løb 22-årige Line Christophersen med titlen for tredje år i træk. Hun besejrede Line Kjærsfeldt.
I damedouble vandt Amalie Magelund og Freja Ravn over Claudia Paredes og Sara Lundgaard. Tidligere lørdag havde Amalie Magelund desuden taget en anden DM-titel, da hun sammen med Mathias Thyrri vandt mixeddoublefinalen over Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.
I herredoublefinalen vandt favoritterne Anders Skaarup og Kim Astrup for tredje år i træk. De besejrede Daniel Lundgaard og Frederik Søgaard.
/ritzau/




