København, 23/02/2021 - 09:46
Hver tredje ledig har svært ved at betale uforudsete udgifter
29 procent af de ledige havde ifølge undersøgelse svært ved at betale regninger og uforudsete udgifter i 2020.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hver tredje person, der er ledig eller på anden måde står uden for arbejdsmarkedet, betragtes som økonomisk sårbar.
Det skriver Danmarks Statistik på baggrund af levevilkårsundersøgelsen 2020.
En person defineres som økonomisk sårbar, hvis man opfylder tre ud af fem kriterier. Det omfatter blandt andet, at man ikke kan betale en uforudset udgift på 10.000 kroner uden at skulle optage lån.
Et andet kriterie er, at man har haft restancer på regninger i løbet af det seneste år.
Blandt de studerende var 12 procent økonomisk sårbare. Færrest økonomisk sårbare finder man blandt de beskæftigede og pensionister.
Undersøgelsen viser også, at otte procent af befolkningen i 2020 levede i husstande, der havde svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til.
Blandt de økonomisk udfordrede husstande havde 38 procent mere end ét lån ud over lån til boligen.
Det er særligt kviklån samt lån hos venner og familie, der er udbredt hos denne gruppe.
Definitionen økonomisk sårbar er en indikator, der indgår i FN's bæredygtighedsmål, hvor målet er at reducere fattigdom.
Levevilkårsundersøgelsen tegner et billede af folks egen oplevelse af deres økonomiske situation og eventuelle afsavn i hverdagen.
Undersøgelsen blev i 2020 sendt ud 27. februar 2020, bare to uger inden coronapandemien førte til omfattende nedlukning af samfundet.
Hvilke konsekvenser, nedlukningen har haft på svarene, er dog på nuværende tidspunkt ikke undersøgt til bunds, skriver Danmarks Statistik.
/ritzau/