Milton Keynes, 28/04/2026 - 14:01
Britisk dartkomet er stolt over historisk bedrift
Dartspilleren Beau Greaves er imponeret over sig selv efter en historisk finalesejr i Milton Keynes.
Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Beau Greaves skrev mandag aften historie som den første kvinde til at vinde en turnering på den professionelle dart tour.
I finalen i Players Championship besejrede den 22-årige brite overraskende landsmanden og den tidligere verdensmester Michael Smith med 8-7 i Milton Keynes.
- Jeg kan ikke tro det. Jeg ved ikke, om jeg har tænkt over at blive den første kvinde til at gøre det. Jeg kan ikke fatte, at jeg har formået det, siger Beau Greaves ifølge AFP.
- Jeg har haft et fantastisk år. Men jeg havde aldrig troet, at jeg ville vinde en af disse turneringer, siger hun.
Samlet set besejrede hun tre tidligere verdensmestre på vejen til titlen. Ud over Michael Smith slog hun også Rob Cross og Gary Anderson.
I semifinalen overraskede hun sig selv ved at udradere Gary Anderson med en sejr på 7-1.
- Jeg ved, at jeg har evnerne og talentet, men da jeg slog Gary Anderson, kunne jeg ikke forstå det. Og så slog jeg Michael i finalen.
- Jeg har slået spillere, jeg har set, siden jeg voksede op. Det er fantastisk, og jeg er virkelig stolt af mig selv, siger hun.
Det er ikke første gang, at Beau Greaves skriver darthistorie.
I februar blev hun den første kvinde til at lave en såkaldt "nine-darter", hvor hun satte ni perfekte pile i træk. Det skete ved Players Championship i Leicester.
/ritzau/




