Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tel Aviv, 08/06/2026 - 17:40

Israels forsvarsminister siger landet vil fortsætte angreb i Libanon

Iran har tidligere på dagen mandag advaret om nye angreb, hvis Israel fortsætter med at angribe Libanon.

Kawnat Haju/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Israel vil fortsætte angrebene i Libanon på trods af advarsler fra Iran.

Det siger Israels forsvarsminister, Israel Katz, mandag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Samtidig fortæller Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge Reuters, at Iran og Hizbollah ifølge ham er "svagere end nogensinde", men at krigen mod dem endnu ikke er ovre.

Han truer samtidig med nye angreb mod Iran, hvis landet omvendt angriber Israel igen.

Tidligere på dagen meddelte Iran, at landet havde afsluttet sine militære operationer i Israel, men advarede samtidig om yderligere, hårde angreb, hvis Israel fortsætter med at angribe Libanon.

- IDF (Israels militær, red.) vil fortsætte med at operere i Libanon mod terrororganisationen Hizbollah, siger Katz i udtalelsen ifølge AFP.

Han tilføjer desuden, at Israel vil angribe Beiruts sydlige forstad Dahiyeh som gengældelse for angreb mod det nordlige Israel.

- Vi afviser kategorisk Irans trusler. Ethvert iransk forsøg på at sammenkæde Libanon og Iran og angribe Israel vil blive mødt med stor kraft, ligesom det skete i går.

Iran rettede søndag flere bølger af missilangreb mod Israel som gengæld for et israelsk angreb mod en forstad til Libanons hovedstad, Beirut.

Derefter svarede Israel igen ved at angribe en række mål i Iran.

Angrebene sker, mens USA og Iran er ved at forhandle om en aftale, som skal afslutte krigen i Mellemøsten.

Det lader heller ikke til, at det var den amerikanske præsident Donald Trumps ønske, at parterne igen skulle angribe hinanden.

Efter de første iranske angreb søndag talte Trump i telefon med Benjamin Netanyahu.

Før samtalen gav Trump udtryk for, at han ville bede Netanyahu om at lade være med at gengælde de iranske angreb.

Trump var efter eget udsagn bekymret for, at forhandlingerne med Iran risikerede at falde fra hinanden.

Mandag eftermiddag er der i libanesiske statsmedier meldinger om israelske luftangreb mod byen Tyre i den sydlige del af landet, skriver AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek