Sønderborg, 25/06/2026 - 06:00
51-årig mand tiltalt for dødsulykke hvor jernbaneklokke var stjålet
24-årig mand omkom, da hans varebil blev påkørt af tog i en jernbaneoverkørsel, hvor klokkesystem var stjålet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 24-årig mand blev sidste sommer dræbt, da han i sin varebil blev påkørt af et tog ved en jernbaneoverkørsel i Sønderjylland.
Forinden var klokkesystemet, der advarer bilister om forbikørende tog, blevet stjålet fra overkørslen, som ikke er udstyret med bomme.
Torsdag er en 51-årig mand i Retten i Sønderborg anklaget for uagtsomt at have forvoldt den unge mands død ved at have stjålet jernbaneklokker.
Ikke bare på Kådnervej ved Kliplev, hvor ulykken skete 5. juli sidste år, men også ved to nærliggende overkørsler på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg.
Ud over anklagen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder er den 51-årige anklaget for at forvolde fare, for at forstyrre sikkerheden for jernbanens drift og for tyveri af særlig grov beskaffenhed.
Den tiltalte stjal ifølge anklageskriftet jernbaneklokker i to omgange. Da Banedanmark havde sat nye klokker op, blev de også stjålet natten til 5. juli.
Områdechef i Banedanmark Martin Harrow reagerede skarpt på tyverierne efter ulykken.
- På den baggrund er det jo fuldstændig vanvittigt, at nogen kan finde på at stjæle de her klokker og på den måde risikere deres medmenneskers liv for en ret lille personlig gevinst, sagde han.
Et klokkesystem er lavet af kobber og repræsenterer ifølge Banedanmark en værdi på omkring 1500 kroner.
Det er sjældent, at klokkerne stjæles, oplyser styrelsen, der har ansvaret for at drive, vedligeholde og overvåge jernbanenettet.
- Bortset fra tyverierne i 2025 har vi oplevet meget få tyverier af klokker fra overkørslerne, lyder det i et skriftligt svar til Ritzau.
Klokkesystemerne er på vej til at blive udfaset, fremgår det.
- På langt de fleste jyske strækninger er det digitale signalsystem taget i brug, og her er klokkerne udskiftet med et elektronisk advarselssignal.
- Det kommer også til at ske på Sønderborgbanen, når strækningen overgår til et nyt signalsystem i første halvår 2027, skriver Banedanmark.
Det er også planen, at der næste år kommer bomme op på seks overkørsler mellem Tinglev og Sønderborg, hvor der i dag kun er klokker og blink.
Det er ikke lykkedes Ritzau at komme i kontakt med den 51-åriges forsvarsadvokat for at høre, hvordan den tiltalte stiller sig til anklagen.
Seks vidner skal afgive forklaring under retssagen, som forløber over tre dage. Der ventes dom i sagen onsdag 1. juli.
/ritzau/




