Tucson, 16/02/2026 - 02:06
FBI finder DNA-spor i handske nær Nancy Guthries hjem
Kendt tv-værts mor forsvandt for godt to uger siden. Politiet leder efter hovedmistænkt via spor fra handske.
Rebecca Noble/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Efterforskere har sikret DNA fra en handske, der er blevet fundet nær den bortførte Nancy Guthries hjem i den amerikanske delstat Arizona.
Handsken matcher tilsyneladende det par, som en maskeret person havde på, da han blev set på optagelser fra Guthries dørtelefon, kort før hun forsvandt for godt to uger siden.
Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI.
84-årige Nancy Guthrie er mor til den kendte amerikanske tv-vært Savannah Guthrie, som hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere på NBC-programmet "Today".
Bortførelsen har fået massiv opmærksomhed i såvel amerikanske som internationale medier.
DNA-sporet er blevet undersøgt på et kriminalteknisk laboratorium i Florida, og FBI modtog resultaterne lørdag.
Prøverne skal nu gennemgå kvalitetskontrol og officielt bekræftes, inden DNA-sporet skal køres igennem en national database for at forsøge at finde et match, lyder det fra FBI.
Handsken er én blandt omkring 16, som efterforskere i de seneste dage har fundet på en mark cirka tre kilometer fra Nancy Guthries bolig i Tucson-området.
De fleste handsker, der er blevet fundet, har vist sig at være tabt af de personer, som har ledt efter den forsvundne kvinde i området, oplyser FBI.
Men handsken, hvor der er blevet fundet DNA-spor, er "anderledes og ser ud til at matche handskerne", som blev båret af den mand, der iført elefanthue forsøgte at deaktivere Guthries dørtelefonkamera i de tidlige morgentimer kort før, at hun blev bortført, oplyser FBI.
Sheriffen i Pima County, Chris Nanos, sagde fredag, at han var sikker på, at personen fanget på dørtelefonkameraet - som også bar en pistol i hylster og en overfyldt rygsæk - var den hovedmistænkte i den højt profilerede sag.
Nancy Guthrie blev sidst set den 31. januar, da familien satte hende af ved hendes hjem nær Tucson efter at have spist middag sammen med hende. Pårørende meldte den ældre kvinde savnet dagen efter.
Mindst to formodede breve om løsesum er siden dukket op - begge først sendt til nyhedsmedier.
I sidste uge meddelte myndighederne, at blodspor fundet på Nancy Guthries fortrappe stammede fra den ældre kvinde.
/ritzau/Reuters




