København, 06/02/2026 - 12:09
Ung kvinde mistænkt som hvidt bud i narkonetværk
19-årig kvinde sigtes for salg af et halvt kilo kokain, mens tre mænd menes at stå bag salg af knap otte kilo.
Af: /ritzau/
En ung kvinde er mistænkt for at have indgået i et østjysk narkonetværk, hvor hun som såkaldt hvidt bud har solgt i omegnen af et halvt kilo kokain.
Hun er fredag formiddag blevet stillet for en dommer ved Retten i Aarhus sammen med tre mænd, som er anholdt i samme efterforskning.
Mændene er sigtet for at have håndteret en endnu større mængde af det ulovlige stof. Mistanken mod dem går på, at de i forening har solgt knap otte kilo kokain, skriver Østjyllands Politi fredag i sin døgnrapport.
Narkobetjente slog til i en koordineret aktion torsdag formiddag mod de fire anholdtes bopæle i henholdsvis Aarhus C, Odder, Brabrand og Åbyhøj.
Den anholdte kvinde er 19 år, mens mændene er henholdsvis 25, 26 og 30 år.
Ved politiets aktion blev yderligere to kvinder på 19 og 23 år samt en mand på 28 år anholdt og sigtet.
Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke har været juridisk grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet, og de er derfor blevet løsladt igen.
De er imidlertid stadig sigtet i forbindelse med efterforskningen. Østjyllands Politi oplyser ikke nærmere om, hvad sigtelsen mod de tre går ud på.
Den 19-årige kvinde, som er blandt de fire, der stilles for en dom, mistænkes som nævnt for at være et såkaldt hvidt bud.
Det er en betegnelse for en form for tilkaldepusher, der på bestilling leverer stof til kunden.
De hvide bude befinder sig normalt nederst i hierarkiet i en narkoorganisation.
Østjyllands Politi har ikke oplyst nærmere om, hvordan de fire mistænkte forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/




