København, 30/06/2026 - 15:56
Wammen: Omfattende politirokade skyldes henlæggelse af sager
Politiet fik i maj skarp kritik fra Statsrevisorerne for henlæggelser af sager uden egentlig efterforskning.
Af: /ritzau/
Tirsdagen har budt på en stor ledelsesrokade i politiet, hvor topposter i både Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) får nye navne.
Beslutningen om rokaderne har tråde til den skarpe kritik, som politiet modtog i midten af maj fra Statsrevisorerne efter en beretning fra Rigsrevisionen om politiets henlæggelser af sager uden egentlig efterforskning.
Det siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i en skriftlig kommentar.
- Jeg har ønsket at sætte det stærkest mulige hold i forhold til de opgaver, som politiet står over for i den kommende tid.
- Det gælder ikke mindst opfølgning på Rigsrevisionens hårde kritik af politiets henlæggelse af sager, som jeg ser med stor alvor på, siger Wammen.
Justitsministeriet præsenterede tirsdag rokaderne på flere ledelsesposter i politiet og anklagemyndigheden.
Blandt dem er, at rigsadvokat Lasse Boje Nielsen fremover bliver rigspolitichef, mens afgående rigspolitichef Thorkild Fogde skal være politidirektør i Københavns Vestegns Politi.
Desuden bliver Rasmus Kieffer-Kristensen ny chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Han erstatter dermed Finn Borch Andersen, som i stedet bliver politidirektør i Københavns Politi.
Allerede i marts annoncerede Finn Borch Andersen, at han ville stoppe som PET-chef denne sommer efter 11 år i spidsen for tjenesten.
RITZAU




