Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/02/2024 - 09:48

Kronprins Christian løber uden mor og far til Royal Run

Kronprinsen tager i år en endnu større del i Royal Run, når han løber an i Brønderslev, skriver kongehuset.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kronprins Christian snører løbeskoene og løber uden mor og far til motionsløbet Royal Run, når han løber an i Brønderslev 2. pinsedag.

Det skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.

Kong Frederik begynder den store løbsdag i Fredericia, hvorefter han tager til Aarhus og slutter i København.

Dronning Mary vil også deltage i en af de fem byer, som Royal Run i år besøger. Hun stiller til start i Kalundborg.

Det er første gang, kronprinsen deltager i motionsløbet med sin nye titel, som han overtog fra sin far i forbindelse med tronskiftet i januar.

Sidste år løb han som prins og ventede til sidste øjeblik med at annoncere sin deltagelse i løbet sammen med sine tre søskende, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.

Her løb de fire søskende Royal Runs familiemil i København sammen.

Den daværende prins Christian og prinsesse Josephine var desuden blandt deltagerne, da fem-kilometer-løbet blev skudt i gang i samme by nogle timer senere.

Det første Royal Run blev afviklet i 2018 i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag. Det er sjette gang, at kong Frederik er vært for motionsløbet, men første gang at han er vært som konge.

Årets løb har dog allerede inden afholdelse slået rekord. 95.000 har købt startnumre til løbet og skal deltage i en af de fem byer.

Allerede i december kunne Royal Run melde udsolgt af alle 87.500 startnumre, der var sat til salg i første omgang.

I januar lød det fra løbsarrangørerne, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, at man satte yderligere 7500 til salg i en række af byerne.

De blev revet væk på få timer.

En tredjedel af de tilmeldte har angivet, at de aldrig har deltaget i et motionsløb før.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek