Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 12/12/2025 - 14:50

Tyskland beskylder Rusland for cyberangreb mod flykontrol i 2024

Ambassadør er blevet indkaldt til samtale i Tyskland, som beskylder Rusland for cyberangreb og misinformation.

Boris Roessler/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tyskland beskylder Rusland for en række forskellige hybridaktiviteter - herunder et cyberangreb på tyske luftkontroltjenester i august 2024.

- Denne morgen har vi derfor indkaldt den russiske ambassadør til udenrigsministeriet, siger talsperson Martin Giese ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det tyske udenrigsministerium har ifølge talspersonen gjort det klart, at "vi monitorerer Ruslands handlinger meget tæt og vil skride til handling mod dem".

Ifølge talspersonen udførte en hackergruppe ved navn APT-28, der også er kendt som Fancy Bear, et angreb mod tysk flykontrol i august 2024.

Fancy Bear menes at have støtte fra den militære russiske efterretningstjeneste GRU.

- Vores efterretninger beviser, at den russiske militære efterretningstjeneste har ansvaret for dette angreb, siger talspersonen ifølge BBC.

Generelt ser Tyskland en stor stigning i truende såkaldte hybridaktiviteter.

Martin Giese siger videre, at der var forsøg på at påvirke det tyske valg tidligere i år.

Der var ifølge ham tale om den prorussiske påvirkningskampagne Storm-1516, som tidligere er blevet observeret i forbindelse med valg i USA i 2024 - og som amerikanske myndigheder har efterforsket.

- Vores tjenesters analyse viser, at kampagnen spredte kunstigt skabte pseudoundersøgelser, deepfakes (manipulerede billeder, red.), billedsekvenser, pseudojournalistiske hjemmesider og falske vidneudsagn på diverse platforme, siger talspersonen.

Han siger, at en tænketank i Moskva med støtte fra GRU og flere andre grupper har skabt de falske billeder. Målet var at "underminere tilliden til demokratiske institutioner", siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den russiske ambassade har ikke umiddelbart svaret på de tyske beskyldninger.

Den tyske regering har også tidligere beskyldt Rusland for omfattende cyberangreb.

Talspersonen siger, at den tyske regering nu vil træffe beslutning om eventuelle yderligere politiske tiltag.

Vestlige lande har igennem et stykke tid beskyldt Rusland for hybrid krigsførelse.

Det kan være misinformation og propaganda. Men det kan også være metoder som cyberangreb og økonomisk pres - eller for eksempel spionage og sabotage.

Der er tale om angreb, som ligger under grænsen for konventionel krig.

/ritzau/

København, 12/12/2025 - 16:21

Valdes jul-stjerne: Julekalender har gjort mig mere moden

Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", vil gøre skuespillet til sin levevej efter sine erfaringer med julekalenderen.

At være med i en julekalender kan lyde som den reneste form for julehygge.

Men for det unge skuespillertalent Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", har det været hårdt og krævende arbejde.

- Du har et meget stort ansvar. Der står 50 folk bag kameraet og forventer, at du gør dit arbejde og kan alle dine ting, fortæller Julius Stage Melchiorsen.

Det store ansvar har været med til at skubbe den 16-årige skuespiller, der til daglig går i gymnasiet, i en ny retning.

- Jeg tror, det har udviklet mig. Også i forhold til min modenhed og til at kunne navigere rundt i forskellige ting, siger Julius Stage Melchiorsen og fortsætter:

- Jeg tror, det har åbnet nogle veje, som jeg ikke ville gå før. Som det er lige nu, kunne jeg godt tænke mig at være skuespiller og fortsætte den vej, som jeg er på, uddyber han.

Julekalendere har været en fast del af julen for den unge skuespiller, og selv at være med i en er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg har altid set julekalendere, så at komme med ind i et univers, som man er med til at skabe, har virkelig betydet meget for mig, fortæller Julius Stage Melchiorsen, der tidligere har medvirket i DR's dokudramaserie "Grundtvig" om den kendte danske præst, salmedigter og politiker N.F.S. Grundtvig og i filmen "Krummerne - det er svært at være 11 år".

Julius Stage Melchiorsens karakter, Anker, får i "Valdes jul - vintermiraklet" ideen til at åbne en bod, der sælger pebernødder - et projekt, som han går all in på.

Julius Stage Melchiorsen har personligt også en hang til at kaste sig hovedkuls ud i nye projekter, selv om erfaringen ikke er den store.

- Jeg har en mountainbike derhjemme, som jeg så skilte ad og samlede igen. Jeg vidste lidt om det, men ikke, hvordan man rigtig gjorde. Det er bare at kaste sig ud i det.

Mountainbikeprojektet gik dog heldigvis, som det skulle.

- Cyklen kører rigtig fint og er ikke brast sammen, siger skuespilleren med et grin.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2025 - 13:31

Den københavnske musikfestival AiaSound går konkurs

Efter fem år med AiaSound på Tiøren lukker festivalen i 2026 og er gået konkurs, skriver Ekstra Bladet.

Den københavnske musikfestival AiaSound kommer ikke til at være en del af den danske musiksommer i 2026.

Fredag har festivalen indgivet konkursbegæring. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en pressemeddelelse fra AiaSound.

I sommer lagde internationale musiknavne som Wizkid og Skepta samt danske navne som Sivas, Mas og Icekiid vejen forbi Tiøren på Amager, hvor festivalen har hørt til.

Festivalen skriver selv på Facebook, at der er tale om et "pusterum".

- Vi har besluttet at lade græsset gro og give Tiøren - og os selv - et pusterum og en pause. Ikke fordi lysten mangler, men fordi det er det rigtige at gøre.

- Og efter fem år med hårdt arbejde, store ambitioner, modgang, medgang og alt derimellem, må vi være ærlige. Lige nu kræver det mere, end vi kan give, lyder det fra AiaSound.

Om lukningen bliver et permanent farvel "må tiden vise", lyder det videre.

AiaSound så for første gang dagens lys i 2021.

Dengang trak festivalen overskrifter for noget mærkværdige billettyper, hvor festivalgæster kunne sikre sig adgang til festivalen på livstid.

Billettypen, der fik navnet NFT-billetter, blev introduceret før 2022-udgaven af AiaSound, hvor kunsterne Tiësto og Tobias Rahim var at finde på plakaten.

Enkelte af de særlige "livstidsbilletter" kostede i omegnen af 30.000 kroner, skrev Politiken.

NFT-billetterne gav ikke bare adgang til festivalen samme år, men også til festivalen alle år fremover.

I 2026 kommer der ingen festival på pladsen på Amager.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Forskellige lertyper

* Der findes et væld af forskellige slags ler. Overordnet inddeles de i tre typer: lertøjsler, stentøjsler og porcelænsler.

* Dit valg er ler afhænger blandt andet af, hvor højt ovnen kan brænde.

* Smeltepunktet for lertøjsler er lavt, og det skal derfor ikke brændes ved så høje temperaturer som stentøjsler og porcelænsler, der begge har et højt smeltepunkt.

Kilde: cerama.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Hold fokus på processen

* Prøv at slippe dine egne forventninger til, hvordan det færdige resultat af din keramik skal se ud, og tillad dig selv at lege med leret, når du går i gang med at forme det.

* Lav måske en tegning forinden af, hvad du gerne vil lave, men brug den udelukkende som et startskud og ikke som et facit.

* Du kan også sagtens sætte hænderne i leret uden at have nogen som helst idé om, hvad du gerne vil lave. Prøv bare at lade hænderne prøve sig frem.

* Du kan altid klaske leret sammen og prøve igen, hvis du er utilfreds med det, du har formet.

* Men husk også, at kreationer i ler ofte ser håbløse ud helt op til den sidste finish. Nogle gange skal der ikke mere til end at lukke alle de små revner med tommelfingeren og køre en fugtig svamp hen over kanten på koppen, før den pludselig ser flot ud.

Kilde: Pi Bjørg, der er keramiker og forfatter til bogen "Keramik derhjemme - for alle".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek