Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/02/2025 - 12:10

Dizzy Mizz Lizzy og Billy Idol er de sidste hovednavne på Copenhell

Metalfestivalen Copenhell i København har sikret sig de sidste navne, der fuldender årets musikprogram.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det danske band Dizzy Mizz Lizzy og rocksangeren Billy Idol vil i år udgøre nogle af hovednavnene på den danske rock- og metalfestival Copenhell.

Det skriver Copenhell i en pressemeddelelse.

Det fulde festivalprogram er nu på plads. En række bands er tilføjet til plakaten for sommerens Copenhell, der finder sted på Refshaleøen i København den 18. til 21. juni.

De to nye hovednavne får selskab af Kreator, Bullet for My Valentine, Skunk Anansie, Blood Incantation, The Sandmen, Vola, The Sword, Fit for an Autopsy, Slomosa, Dirty Honey, Dead Poet Society, The Southern River Band, Sarcator og Skarnet i det endelige program.

Billy Idol er fredagens hovednavn. Med sin punkede rockmusik slog han igennem i 80'erne og er siden blevet et idol inden for genren.

Festivalchef Jeppe Nissen er særdeles tilfreds med, at de har fået Billy Idol som en del af årets musikprogram.

- Han er en stor rocklegende, og han har aldrig før spillet på vores festival. Det er ti år siden, at han sidst besøgte Danmark, og koncerten på Copenhell 2025 er hans eneste sommerkoncert i Norden, siger Jeppe Nissen.

Dizzy Mizz Lizzy er onsdagens hovednavn. Bandet har tidligere gæstet festivalen, men de vil denne gang optræde "By Request". Det betyder, at publikum bestemmer spillelisten via afstemning.

Ifølge forsanger Tim Christensen var bandets koncert et hit på Copenhell i 2022. Han mener, at bandets succes på festivalen handlede om, at et bredt publikum af festivalgæsterne voksede op med deres musik.

- Der var jo helt anderledes plads til guitarorienteret musik på P3 i halvfemserne, da vi brød igennem. Vi blev - af samme grund - mod forventning hurtigt til mainstream, selv om vi i princippet lavede noget, der var mere ovre i den hårde genre, siger Tim Christensen.

Copenhell åbner for afstemningen til Dizzy Mizz Lizzys spilleliste i marts. Og ifølge Tim Christensen er det en sjov udfordring at spille koncert udelukkende ud fra publikums ønsker.

- Jeg håber, at der også bliver stemt på nogle sange, som kommer lidt bag på os, så det bliver ekstra sjovt at skulle lave setlisten, siger Tim Christensen.

76 forskellige navne er offentliggjort til at skulle spille på årets Copenhell. Festivalen oplyser dog, at de holder muligheden åben for at tilføje et navn eller to ekstra til årets program, selv om de nu har en fuld plakat.

/ritzau/

København, 07/06/2025 - 08:00

82 år og i topform: Rødvin og kage er en del af opskriften

Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Hemmeligheden bag et bodyage på 66 år er masser af motion og nye udfordringer som "Forræder", afslører politiker og tidligere jægersoldat Helge Adam Møller.

Da 18 kendte danskere tjekkede ind på Hvedholm Slot ved Faaborg på Fyn under optagelserne af den seneste sæson af TV 2's populære underholdningsprogram "Forræder", fik de at vide, at de ikke måtte benytte deres mobiltelefon.

For mange af dem var det en udfordring, men ikke for gruppens alderspræsident, den 82-årige politiker og tidligere jægersoldat Helge Adam Møller.

- Det var det dejligste ved at være med! Jeg havde bare syv bøger, en golfkølle og et par håndvægte med, fortæller Helge Adam Møller, der til daglig sidder i Regionsrådet i Region Sjælland.

Han havde hverken tid eller brug for sin telefon. For foruden at fundere over hvilke af programmets deltagere han kunne stole på, skulle han holde kroppen i gang.

Ifølge den tidligere folketingspolitiker og jægersoldat er motionen en vigtig faktor i, at han er så frisk, som han er.

- Min hemmelighed er, at jeg bevæger mig utroligt meget. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt en elevator - så skal det i hvert fald være højere en ottende etage - rulletrapper bruger jeg aldrig, siger han og fortsætter:

- Jeg cykler meget og spiller meget golf. Jeg går i fitness tre gange om ugen, og jeg har mine daglige øvelser derhjemme med kropshævninger og pushups. Ellers spiser jeg, hvad jeg har lyst til: en kage hver dag - nogle gange to - store bøffer, og jeg drikker to glas rødvin fem dage om ugen. Jeg elsker god rødvin!

Efter en operation i foden kan Helge Adam Møller ikke løbe mere, men ellers bevæger han sig meget, så han kan forbrænde det, som han spiser.

Og det er ikke kun kroppen, han holder i gang.

- Jeg har en teori om, at man i min alder skal prøve noget nyt hvert år. Ellers går man sgu i stå. Sidste år gik jeg til spansk på aftenskole, fortæller han.

Og derudover var der selvfølgelig "Forræder".

Da Helge Adam Møller blev spurgt, om han ville medvirke, havde han ikke set programmet. Men efter at have studeret programmet nærmere vurderede han, "at det sgu så skægt ud".

I år er Helge Adam Møller begyndt til yoga, og han overvejer allerede, hvad han skal udfordre sig selv med næste år.

/ritzau/


Læs Mere >>

København, 06/06/2025 - 15:00

Efter gedigen succes: Netflix afslører ny dansk satsning

Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen er på rollelisten i Netflix' kommende danske thriller, "Den hemmelige kvinde".

Samtidig med at den nye danske Netflix-serie, "Reservatet", går sin sejrsgang verden over, kan streaminggiganten nu afsløre sin næste danske satsning.

Det er filmatiseringen af Anna Ekbergs krimi "Den hemmelige kvinde", som Natalie Madueño, Claes Bang og Pål Sverre Hagen skal vække til live på skærmen.

Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse.

Filmen udspiller sig på en ø, hvor den kvindelige hovedrolle bor med sin mand og driver en café.

Men idyllen slår revner, da en fremmed mand træder ind i caféen og hævder, at hun slet ikke er den, hun tror, hun er. Han påstår, at hun i virkeligheden er en helt anden - hans egen hustru, som forsvandt for tre år siden.

Grundige undersøgelser afslører en sandhed, der vender op og ned på hendes liv, og hun føler sig tvunget til at forlade den mand, hun elsker, for at finde ud af, hvad der skete med hende for tre år siden.

Ud over Natalie Madueño, Claes Bang og den norske skuespiller Pål Sverre Hagen, som indtager de centrale roller i "Den hemmelige kvinde", er også Broen-skuespilleren Lars Simonsen og Krøniken-stjernen Stina Ekblad på rollelisten.

Filmen, som er baseret på Anna Ekbergs krimi, er skrevet af Anders August, som før har skrevet filmatiseringerne af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" og Danmarks fodboldsejr i EM "Sommeren '92".

Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, der også instruerede den danske Netflix-film "Kærlighed for voksne" i 2022.

"Den hemmelige kvinde" forventes at få premiere på Netflix i 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 07/06/2025 - 10:00

FAKTA: Slib haveredskaberne

* Når du er i gang med at slibe, kan du med fordel også give hækkesaksen en tur. Den skal kun slibes fra den ene side.

* Sakse, skovle og spader har også godt af en slibning. Det samme gælder hakkejern, hvor skæret dog er af hårdt metal, som er sværere at slibe.

* Du skal ikke kaste dig ud i at slibe den elektriske hækkeklipper. Det skal du overlade til en autoriseret fagperson.

* Har du en robotplæneklipper, bør du kontakte leverandøren for at høre, hvor ofte klingen skal skiftes.

Kilde: Ole Vedsted-Jakobsen, som er fagekspert inden for blandt andet teknik og vedligeholdelse hos Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 07/06/2025 - 10:00

Pust nyt liv i plæneklipperen med en slibning

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Din græsslåmaskine kan blive så god som ny, hvis du giver klingen lidt kærlighed. Og med et par nye vaner kan den holde sig pæn i længere tid.

Græsplænen er slået, og samvittigheden er god. Men da du lander i liggestolen og skal nyde synet af dit arbejde, kan du se, at græsset flere steder bare er lagt ned frem for studset.

Det er tegn på, at klingen er blevet sløv. Du behøver til gengæld ikke fare ud og investere i en ny maskine.

Du kan sandsynligvis klare ærterne med en slibning eller en ny klinge, fortæller Ole Vedsted-Jakobsen, som er fagekspert inden for blandt andet teknik og vedligeholdelse hos Videncentret Bolius.

- Personligt skifter jeg klinge hvert andet år. Den slår klart bedre, fordi skæret er bedre og dermed bliver det også mere ensartet, siger Ole Vedsted-Jakobsen.

Hvor ofte den skal slibes, afhænger af, hvor tit du kører over sten eller rammer en flisekant, da det slider på skæret. Men en god tommelfingerregel er at slibe den en gang om året.

Er klingen meget deformeret eller ødelagt, er det bedst at skifte den helt.

Når du skal slibe eller skifte klingen, er der en lille indledende udfordring. Du må nemlig ikke bare vende bunden i vejret på en plæneklipper, fastslår Ole Vedsted-Jakobsen.

- Der er olie nede i bunden - det skal der være - men maskinen kan ikke tåle, at den bliver vendt, for så løber det ud de forkerte steder, siger han.

Derfor må du i stedet vippe maskinen så meget som muligt. Tager du den op på et bord og vipper håndtaget, du normalt skubber med, til vandret, så plejer det at passe med en vinkel på omkring 45 grader.

Den optimale måde at slibe klingen er ved først at afmontere den. Bolten i midten er dog typisk spændt så hårdt, at du skal bruge en slagnøgle til at få den af.

- Det er sådan en, man bruger til at afmontere hjulene på bilen, og sådan en har de færreste. Man skal ikke begynde at prøve med en fastnøgle eller en svensknøgle. Dels er det meget svært, og dels skal man holde kontra på kniven, så man risikerer at skære sig, forklarer han.

Derfor vælger de fleste ifølge fageksperten at slibe klingen, mens den stadig er fastmonteret. Og det er også hans råd - selv om det gør slibningen lidt besværlig.

Slib med en fintandet fil, og vær tålmodig med arbejdet.

- Sådan en klinge er typisk ret deformeret ude på spidsen og på skæret. Den skal kun slibes fra den ene side, og man kan tydeligt se på skæret, hvordan den er slebet.

- Hvis den er meget deformeret, skal man sørge for at slibe lige meget i begge sider. Ellers ryster maskinen og ødelægger lejerne, forklarer Ole Vedsted-Jakobsen.

"En cowboymetode" er ifølge fageksperten at bruge en vinkelsliber. Det går hurtigt, men du risikerer også at tage for meget af.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek