Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/01/2023 - 10:00

Huset i februar: Forebyg indbrud og skybrud i vinterferien

I uge syv er der vinterferie, og det kan friste indbrudstyve. Læs her, hvordan du undgår indbrud og frostskader på dit hus i februar.

Ruben Sprich/Reuters

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

Store dele af Danmark går på vinterferie i februar, og mange bevæger sig ud over landets grænser for at suse med fuld fart ned ad sneklædte bjerge.

Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert ved brancheorganisationen Forsikring & Pension, giver gode råd til, hvad du bør gøre, før du pakker dit skiudstyr og tager afsted.

I vinterferien er der nemlig større sandsynlighed for indbrud.

- Mange er væk på samme måde som hen over jul og nytår. Så det er en god idé at tage sine forholdsregler, siger hun.

Hvis du ikke har alarm i huset, findes der meget simple løsninger til at forebygge indbrud, fortæller Anne Garde Slothuus:

- Sørg for, at der er noget lys. Det kan være nødlys, der tænder og slukker automatisk, eller lys inde i huset på forskellige tidspunkter af dagen, så det ser ud, som om der er nogen.

En god idé kan være at tale med naboen om at kigge til huset.

- Du kan bede dem tømme postkassen og rydde sne, hvis der falder noget. Det er vigtigt, at det ser beboet ud.

- Det kan også være, at en nabo har to biler. Så kan du bede vedkommende om at parkere den ene i indkørslen, siger Anne Garde Slothuus.

Februar byder desuden på meget koldt vejr, og det kan give frost.

Hvis dine vandrør ikke er frostsikrede, skal du sørge for, at huset er opvarmet, så rørene ikke sprænger.

- Det kan også være, at der kommer masser af regn, siger Anne Garde Slothuus og fortsætter:

- Så skal du sørge for, at tagrenderne er renset, og nedløbet ikke er stoppet til af blade. Hvis der er tendens til oversvømmelser, så sørg for, at vandet ikke kan komme ind i huset, siger hun.

Christina Schjervig, der er fagekspert hos Videncentret Bolius, anbefaler, at man lægger mærke til, om kolde overflader har dannet synlig kondens indenfor:

- Temperaturforskellen er ofte stor fra ude til inde. Synlig kondens giver et praj om, hvor du kan planlægge fremtidig vedligeholdelse.

- Vær i denne periode opmærksom på et godt luftskifte, og minimer tilførsel af fugt i boligen fra for eksempel tøjtørring og madlavning, tilføjer hun.

Man kan med fordel vedligeholde indenfor, for vejret lige nu er ikke ideelt til de store udendørs reparationer.

- Vejret er til, hvis man skal have malet, skiftet rør eller noget andet indendørs, der giver mening i den periode. Er der mursten, der skal skiftes, eller skal der pudses facade, bør man ikke gøre det på denne tid af året, siger Christina Schjervig.

Til gengæld kan man få efterset sit varmefyr.

- Det er et godt tidspunkt at gøre det på. For det er en oplagt mulighed for at gøre nogle af de ting, som man alligevel ikke får gjort, når det er varmt udenfor, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek