Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 30/09/2025 - 16:23

TV 2-program nomineret til en international Emmy

Den første sæson af TV 2-programmet "Shaolin", hvor danske kendisser skal leve efter shaolin-filosofien, vækker international opmærksomhed.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det danskudviklede reality-adventureformat "Shaolin" er med i opløbet om en af verdens mest prestigefyldte tv-priser.

Første sæson af TV 2-programmet, som blev sendt sidste år, er nomineret til en international Emmy i kategorien Non-Scripted Entertainment - det vil sige bedste underholdningsprogram uden et manuskript.

"Shaolin" er udviklet af det danske produktionsselskab Metronome Productions, som jubler over nomineringen.

- Vi deler glæden med hele det store hold, der fra idé til udvikling og endelig produktion har eksekveret på så højt niveau, at vi nu står her, siger produktionsselskabets administrerende direktør, Tina Christensen, i en pressemeddelelse.

- Og så skylder vi den største tak til TV 2 for at tro på formatet samt til det sublime cast: både vores karismatiske og vise masters samt de kendte danskere, som stillede deres dybt personlige indre rejser til skue for de danske seere og med deres åbenhed og sårbarhed har spredt inspirerende ringe i vandet.

I programmet rejser otte danske kendisser til Sydkorea for at leve som autentiske shaolinmunke i et mentalt og fysisk udviklingsforløb.

I første sæson af programmet deltog tv-værterne Sarah Grünewald og Adam Duvå Hall samt skuespiller og presserådgiver Anne Sofie Espersen, musiker Sharin Foo, debattør Geeti Amiri, tidligere svømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Harson og breakdancer Rico Coker.

"Shaolin" dyster om Emmy-statuetten mod Dubais udgave af datingprogrammet "Love is Blind", 12. sæson af realityklassikeren "Big Brother" i Canada og den sjette sæson af underholdningsprogrammet "Hvem holder masken?" i Mexico.

Produktionsselskaber kan indsende deres programmer til bedømmelse, som finder sted over flere runder. Til sidst er feltet skåret ned til fire nominerede i hver af de 16 kategorier.

Juryerne, som er nedsat af Emmy-akademiet, stemmer om, hvem der vinder i hver kategori. Tv-fagfolk verden over kan søge om at blive jurymedlemmer.

Årets internationale Emmy-uddeling finder sted i den amerikanske metropol New York 24. november.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek