Washington D.C., 09/04/2026 - 20:33
Trump til Netanyahu: Skru ned for angreb i Libanon
Israelske angreb mod Libanon har ifølge landets sundhedsministerium dræbt mindst 303 personer.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, bad onsdag Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, om at skrue ned for angrebene mod Libanon.
Det fortæller Trump til NBC News torsdag.
Trump siger til det amerikanske medie, at israelere er i gang med at "nedskalere" operationerne i Libanon.
- Jeg talte med Bibi, og han vil nedtone det. Jeg synes bare, at vi bliver nødt til at være lidt mere beherskede, siger Trump til mediet.
Meldingen fra Trump kommer, dagen efter at israelske angreb kostede mindst 303 personer livet i Libanon ifølge Libanons sundhedsministerium.
Derudover er over 1100 personer meldt såret.
/ritzau/




