København, 18/02/2026 - 14:16
Sigtelse: Mand greb kvinde om halsen og stjal hendes taske
En mand erkender, at han begik et røveri på Nørrebro for knap 11 dage siden. Her stjal han en kvindes taske.
Af: /ritzau/
En 20-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage for et røveri på gaden på Nørrebro i København.
Det er resultatet af et grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret.
Manden overfaldt ifølge sigtelsen det kvindelige offer natten til 7. februar. Her tog han kvælertag på hende og tvang hende i jorden, mener politiet.
Da det lykkedes kvinden at vriste sig fri, blev hun slået adskillige gange af manden, inden han stak af med hendes taske.
Den 20-årige har erkendt røveri, men har endnu ikke forholdt sig til en sigtelse om grov vold.
Ved onsdagens grundlovsforhør ønskede han ikke at udtale sig.
Røveriet skete på Den Røde Plads på Nørrebro.
I retten kom det frem, at kvinden har forklaret, at hun i første omgang faldt i snak med den unge mand.
Men på et tidspunkt tog han pludselig fat om hendes hals bagfra og tvang hende mod jorden.
I retten kom det frem, at politiet ikke har fundet kvindens taske.
Den mistænkte mand blev anholdt af Københavns Politi tirsdag formiddag.
/ritzau/




