Roskilde, 18/08/2025 - 12:56
Mand opdagede først påkørsel af teenager efter flere timer
En mand nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab af en 17-årig pige og overtrædelse af færdselsloven.
Mercedes-Benz Mercedes-Benz Ag -/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 47-årig mand opdagede ikke, at han havde ramt en 17-årig pige med sin bil 6. januar på Stændertorvet i Roskilde.
Mandag sidder han tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen om pigens død. Han nægter sig skyldig.
Pigen blev på den kolde januardag trukket med bilen, inden hun faldt af. Hun døde nogle dage senere af sine kvæstelser.
Den tiltalte forklarer i Retten i Roskilde, at han var på Stændertorvet, da han skulle aflevere sin søn ved tandlægen. Han beskriver, at vejret var mørkt, og der var sne på vejen.
- Føret var virkelig dårligt. Jeg synes, udsynet var okay. Jeg kørte stille og roligt på grund af føret, forklarer den tiltalte i retten.
Sønnen kom hurtigt ud fra tandlægen, da han skulle komme tilbage dagen efter, og det er på vej væk, at den tiltalte ramte den 17-årige pige.
Han forklarer, at det ikke går op for ham undervejs, men først mange timer senere, at han har ramt pigen.
Manden fortæller i retten, at han ikke hørte nogen biplyd fra sin bil, om at der havde været cyklister eller gående tæt på bilen, hvilket han havde oplevet den gøre flere gange.
Han fortæller, at han ikke lagde mærke til bump eller andre lyde, og så det som en normal sneet kørsel i januar.
Pigen blev ramt med bilens venstre front og blev trukket ind under bilens undervogn, hvor hun faldt ud på vejen efter at være blevet fastklemt.
Det har tidligere været fremme, at pigen blev trukket omkring 500 meter.
Manden afleverede sin søn på et gymnasium og tog selv på arbejde.
Han så et opslag på Facebook og tog kontakt til politiet, da han tænkte, at det kunne bruge video fra hans dashboard i bilen.
Politiet spørger, om han kan sende mere video, og der går det op for den tiltalte, at han har ramt pigen med sit sidespejl. Han forklarer i retten, at det kom som et chok, da han fandt ud af, at han havde ramt hende.
- Det er så skrækkeligt. En ulykke man ikke aner, at man har lavet, siger den tiltalte tydeligt påvirket i retten.
Manden mødte derefter op hos politiet, hvor han blev anholdt.
Det kommer undervejs i retten frem, at den tiltalte ikke har noget syn på det højre øje, og han ikke har haft det siden, at han var mellem 17 og 18 år.
- Jeg drejer hovedet noget mere mod højre, hvis jeg skal dreje til højre, fortæller den 47-årige mand mandag formiddag.
Pigen døde den 11. januar af sine kvæstelser, herunder kraniebrud.
/ritzau/