Glostrup, 05/06/2026 - 14:52
17-årige drenge nægter drabsforsøg ved ungdomsklub i Rødovre
En 16-årig dreng fik onsdag aften et dybt knivstik i ryggen. Det var drabsforsøg, mener politiet.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet har fået lidt mere tid til at efterforske mod to 17-årige drenge, der er sigtet i forbindelse med et knivoverfald på en 16-årig dreng begået ved en skole i Rødovre onsdag aften.
For en dommer i Retten i Glostrup har i et grundlovsforhør fredag besluttet at opretholde drengenes anholdelse i tre døgn.
Det betyder, at dommeren ikke umiddelbart har fundet grundlag for varetægtsfængsling, men at politiet får lidt mere tid til at undersøge sagen. Når de tre døgn er udløbet, skal drengene enten fremstilles på ny eller løslades.
Fredagens retsmøde foregik for lukkede døre.
Men inden dørlukningen blev sigtelsen læst højt.
Af den fremgår det, at de to 17-årige i forening og efter fælles forståelse skal have forsøgt at dræbe den 16-årige. En af dem skal have fastholdt offeret, mens den anden skal have lavet et dybt knivstik i det 16-årige offers ryg.
Det medførte en punkteret lunge.
Den 16-årige overlevede knivstikket, og Københavns Vestegns Politi har oplyst, at knivstikket ikke var livstruende.
Forældre til de to drenge var mødt op i grundlovsforhøret i Glostrup, og repræsentanter fra den kommune, hvor den ene dreng er bosiddende, mødte også op.
Det var før retsmødet ikke lykkedes politiet at få fat i nogen fra den kommune, hvor den anden dreng er bosiddende, forklarede anklageren.
Det er kutyme, at kommunen kontaktes, når en person under 18 år er blevet anholdt.
Hændelsen skete foran en ungdomsklub på Islev Skole, der ligger i Rødovre, omkring klokken 21.30 i onsdags.
Drengene er blevet beskyttet af et navneforbud, og det var på anklagemyndighedens anmodning, at dommeren lukkede dørene til grundlovsforhøret.
Anklagerens argumenter for dørlukning lød på, at sagen er på et meget tidligt stadie, at der kan have været flere involveret, og at der er vidner, der mangler at blive afhørt.
Britt Jensen, der er borgmester i Rødovre Kommune, har skrevet om hændelsen på Facebook. Her skrev hun blandt andet, at der var omkring 30 unge til stede, da hændelsen skete onsdag aften.
Fordi grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, får offentligheden ikke indsigt i, hvilke beviser politiet har mod de to drenge, eller hvad de eventuelt selv har forklaret i sagen.
Et eventuelt motiv for knivstikkeriet er ikke kommet frem.
/ritzau/




