Nuuk, 06/09/2026 - 17:10
Von der Leyen lover substantiel investering i Grønland
EU vil udvide samarbejdet og er klar med en ny investering i Grønland, siger Ursula von der Leyen i Nuuk.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
EU ønsker at styrke partnerskabet med Grønland og er klar med en "substantiel" investering i Grønland.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, søndag ved ankomsten til Nuuk.
- Da jeg var her for to år siden, lovede jeg, at jeg ville komme tilbage med en substantiel pakke. I dag kan jeg sige, at jeg kan indfri løftet.
- Vi har et langt venskab, vi deler de samme værdier, og vi har arbejdet intensivt sammen, så vi kan styrke forholdet i årene, der kommer, siger Ursula von der Leyen.
I sin korte udtalelse i den gamle kolonihavn i Nuuk løfter hun ikke sløret for, hvad investeringen konkret vil bestå af.
Avisen Financial Times kunne dog fredag på baggrund af samtaler med to unavngivne embedsmænd oplyse, at der er tale om 200 millioner euro.
Detaljerne i investeringen fra EU vil blive præsenteret mandag.
Her ventes EU, Grønland og Danmark desuden at underskrive en ny fælleserklæring, der udvider samarbejdet.
- Jeg er meget glad og beæret over at have så flot besøg i mit land.
- Det markerer et tæt venskab og et godt partnerskab, som vi gerne vil bygge videre på, siger Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.
Han glædede sig over, at Grønland kunne byde de to gæster velkommen med høj, blå himmel og spejlblanke arktiske fjorde omkring Nuuk på en dag, som blandt andet byder på en sejltur til den gamle beboelse Qoornoq, hvor husene nu bruges som sommerhuse.
- Jeg er altid glad for at være i Grønland. I dag er vejret fantastisk, siger statsminister Mette Frederiksen.
Hun ser dog især frem til møderne mandag, hvor de tre parter formelt vil udvide samarbejdet.
Det sker mere end et årti efter, at daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, daværende formand for Grønlands regering Kim Kielsen og daværende formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker i 2015 underskrev en fælleserklæring, der styrkede det strategiske partnerskab mellem EU og Grønland.
Dengang bekræftede EU Grønlands voksende geostrategiske og geopolitiske vigtighed i lyset af klimaforandringer og den øgede tilgængelighed i Arktis.
Siden har Donald Trumps interesse for at overtage Grønland og Kinas ønske om at få adgang til Grønlands råstoffer kun bekræftet retningen i erklæringen fra 2015.
Nu er Grønland, Danmark og EU klar til at tage det næste skridt, siger Mette Frederiksen.
- Vi har arbejdet intensivt alle tre sammen på at få EU endnu tættere på alle dele af Kongeriget Danmark inklusiv Grønland. Og nu er vi nået frem til noget substantielt.
- Der er stadig ting, der skal diskuteres, men retningen er virkelig god, siger Mette Frederiksen.
RITZAU




