København, 14/05/2025 - 12:56
Søren Gade er tavs trods kritik af bijob og urigtige oplysninger
Søren Gade stiller ikke op til interview efter møde i Udvalget for Forretningsordenen, hvor han var til debat.
Af: /ritzau/
Der kommer foreløbig ikke ord ud af munden på Folketingets formand, Søren Gade (V), til offentligheden i sagerne om hans sidebeskæftigelser ved siden af jobbet som formand for tinget.
Det oplyser Folketinget til Ritzau efter onsdagens møde i Udvalget for Forretningsordenen (UFO) i Folketinget.
Her var et af punkterne på dagsordenen altså formandens hverv ved siden af jobbet som Folketingets formand.
Venstre-politikeren er gennem lang tid blevet kritiseret for at have et lønnet hverv som bestyrelsesformand i Esbjerg Havn.
Her er han blevet kritiseret for, at de to formandsroller kan skabe tvivl om hans habilitet.
Konkret står Esbjerg Havn i en potentielt vigtig tid, hvor Danmarks store oprustning af forsvar og skibsbyggeri kan komme havnen til gavn.
I sit forsvar har Søren Gade gentagne gange lagt vægt på, at han allerede i 2022 fik godkendt dobbeltrollen af Folketingets Udvalg for Forretningsorden.
Tirsdag kom det så frem, at Søren Gade har givet urigtige oplysninger til Folketinget i en anden sag.
Tilbage i december 2022 forklarede Søren Gade til Udvalget for Forretningsordenen, at han havde frasagt sig posten som bestyrelsesformand i selskabet Tecleaf. Posten er ulønnet.
Det var forkert.
- Jeg skal imidlertid oplyse, at jeg fortsat har hvervet, skrev Søren Gade i et brev til udvalget, der blev offentliggjort tirsdag aften.
Søren Gade gav udvalget forkerte oplysninger den 16. december 2022, fordi selskabet var under afvikling, skrev han.
/ritzau/