Brøndby, 08/08/2025 - 12:58
Polsk mand udleveret og anholdt for drab på vestegnshotel
Efter at have været i politiets søgelys i over halvandet år er en 32-årig polsk mand nu anholdt i drabssag.
Af: /ritzau/
En 32-årig polsk mand er blevet udleveret til Danmark og er nu blevet anholdt og sigtet i forbindelse med et drab i januar 2024, hvor en 29-årig polsk mand blev fundet død på A Hotels i Brøndby, oplyser Københavns Vestegns Politi på X.
Manden har siden februar 2024 været efterlyst internationalt. Det oplyste politiet, en uges tid efter at en anden mand var blevet varetægtsfængslet i sagen.
Der er tale om en i dag 24-årig mand, som meldte sig selv til politiet, efter at han i en periode havde været efterlyst.
Allerede tre dage efter drabet tog en dommer stilling til politiets mistanke mod de to mænd og vurderede, at der var grundlag for at varetægtsfængsle dem begge, når de måtte blive anholdt.
I den forbindelse oplyste politiet, at begge mænd havde en relation til den 29-årige mand, som blev dræbt. Det kom desuden frem under retsmødet, at offeret var blevet ramt af skud i brystet.
Der blev derfor også rejst sigtelse for besiddelse af et skydevåben på et offentlig tilgængeligt sted.
Hvor den 24-årige mand blot var på fri fod i en måneds tid efter drabet, så har den 32-årige været eftersøgt noget længere. Han er blevet anholdt i samarbejde med hollandsk politi.
Den 32-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredag, hvor anklagemyndigheden vil forlange ham fængslet, mens politiet fortsætter efterforskningen af sagen.
Hotellet på Vibeholms Allé i Brøndby er en del af A hotels, der på sin hjemmeside beskriver sig som en prisvenlig hotelkæde. Ud over hotellet i Brøndby har kæden hoteller i Glostrup, Hedehusene og København.
Hotellet i Brøndby, hvor drabet blev begået, har tidligere optrådt som gerningssted i en omfattende straffesag.
En container på hotellets område fungerede nemlig som centrum for fremstilling af falske fakturaer i den straffesag, der går under navnet "Operation Greed", som har været en af de mest omfattende og langvarige her til lands.
I byretten blev 16 mænd tilsammen idømt fængsel i mere end 61 år for blandt andet at fremstille tusindvis af falske fakturaer for at snyde statskassen for skat om moms. Sagen verserer imidlertid fortsat ved landsretten.
/ritzau/