Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 03/06/2025 - 21:26

Svenske fodboldkvinder ydmyger Danmark i gruppefinale

Det var et mareridt fra første minut, da Danmark tabte 1-6 til Sverige i sidste Nations League-spillerunde.

Pontus Lundahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tirsdag aften i Stockholm er formentlig en aften, de kvindelige danske fodboldkvinder vil glemme hurtigst muligt.

Der var en førsteplads på spil i sidste spillerunde af Nations League, men det kunne ikke ses på de danske landsholdsspilleres indsat i opgøret mod Sverige, der blev tabt med rungende 1-6.

Allerede i første minut startede det danske mareridt, der varede helt til sidste fløjt tirsdag aften.

Da Italien samtidig bankede Wales med 4-1 i den anden gruppekamp, ender danskerne på gruppens tredjeplads.

Det betyder, at Danmark i efteråret skal spille playoff om at overleve i Nations Leagues A-lag mod en endnu ukendt modstander fra B-laget.

Danmarks fodboldkvinder skal hurtigt op på hesten mentalt. Netop Sverige er nemlig modstanderen i næste landskamp, der er første gruppekamp ved EM i Schweiz om lidt over en måned.

Og der skal andre danske boller på suppen 4. juli, hvis det ikke skal ende i en ny ydmygelse, som tirsdag aften begyndte allerede kort efter første fløjt.

Efter mindre end 40 sekunder kom Sverige i front efter en stribe af ringe danske aktioner.

Isabella Obaze lignede i en duel en, der mentalt stadig sad i omklædningsrummet, inden Maja Bay Østergaard mellem stængerne heller ikke så god ud på svenske Stina Blackstenius' afslutning.

Man skulle tro, at det ville vække de danske spillere, men da uret havde passeret fire minutter, blev der delt en ny dansk gave ud.

Sara Holmgaard forærede bolden til Johanna Rytting-Kaneryd, der takkede for gavmildheden og omsatte den store foræring til en 2-0-scoring.

De to tidligere scoringer chokerede danskerne, og efter ti minutter blev ondt værre. Denne gang var det takket være svensk dygtighed og ikke en dansk fejl.

Værterne strøg afsted i en omstilling. Bolden blev lagt til rette for Filippa Angeldal, der uden for feltet klaskede læderet i kassen.

Trods den miserable start insisterede de selvtillidsforladte danskere på at spille bolden op nede fra, og det gik galt gang på gang.

Kort inden pausen fik danskerne en smule håb, da Janni Thomsen udnyttede svensk sløseri og reducerede.

Den danske optimisme varede dog kort. Minutter efter blev den punkteret, da den svenske angriber Blackstenius drejede bolden i kassen efter et indlæg.

Der var ikke mange danske spillere, der lignede nogen, der glædede sig til at spille anden halvleg, og der gik heller ikke længe, før Stina Blackstenius efter 53 minutter fuldendte sit hattrick og øgede til 5-1.

Derfra slap svenskerne foden fra speederen, men ikke grebet om kampen.

Danmark forsvarede fortsat på egen banehalvdel, og i dommerens tillægstid blev ydmygelsen total, da Lina Hurtig sendte bolden op i nettaget.

/ritzau/

København, 27/06/2025 - 16:29

Lægen bankede i bordet: Rasmus Bjerg i stor livsstilsændring

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Rasmus Bjerg levede med egne ord usundt, mens han optrådte som John Mogensen. Det resulterede i højt blodtryk og prædiabetes, skriver Se og Hør.

Højt kolesterol, forhøjet blodtryk og tæt på at få diabetes.

Det var den melding, skuespilleren Rasmus Bjerg for et par år siden fik af lægen, der ikke var imponeret over hans blodprøver.

Det fortæller den 48-årige skuespiller til Se og Hør.

- Så bankede lægen lidt i bordet og sagde: "Skulle du ikke lige? Du har fire børn", fortæller Rasmus Bjerg til ugebladet torsdag ved premieren på Cirkus Summarum.

Skuespilleren portrætterede i 2018 den danske musiker John Mogensen i filmen "Så længe jeg lever".

I årene efter optrådte han som musikeren ved flere koncerter, og de mange timer på landevejene resulterede i en usund livsstil uden for scenen, siger kunstneren til Se og Hør.

Ordene fra lægen gav ham dog det skub, han havde brug for.

Med en god portion selvdisciplin og en masse gåture står han i dag knap 40 kilo lettere.

- Det har været et langt sejt træk. Det føles godt, jeg kan binde mine sko, siger Rasmus Bjerg til Se og Hør.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/06/2025 - 14:26

DR bruger public service-kontrakt som værn i sag om login-krav

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Man skal logge ind for at få fuld adgang til DRTV. Det er ifølge DR nødvendigt i forhold til public service.

Hvis DR skal kunne efterleve forpligtelserne i public service-kontrakten, er krav om login på DRTV nødvendigt.

Det fremgår af et svar fra DR til Datatilsynet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Tilsynet har krævet svar fra DR på en række opfølgende spørgsmål, efter at DR i maj også sendte svar til tilsynet med argumenter for login-løsningen.

Det skete i kølvandet på en række klager til Datatilsynet om DR's krav om login med e-mail og brugernavn, hvis brugere vil se andet indhold ud over livekanalerne fra DRTV.

Kritikken omhandler, at DR, der i år modtager 3,7 milliarder kroner betalt over skatten, oveni tvinger brugerne til login-krav for at få adgang til det, de allerede har betalt for.

Desuden har kritikken lydt, at DR's krav ikke handler om en bedre brugeroplevelse, men om at hale flere statistiske oplysninger ud af brugerne.

Forbrugerrådet Tænk og Prosa, der er de it-professionelles fagforening, har kritiseret login-kravet. Ole Tange, der er politisk rådgiver i Prosa, fastholder kritikken trods DR's seneste svar, siger han fredag.

DR skriver i det seneste svar, at et moderne streamingtilbud ikke alene består i at stille indhold til rådighed.

- Men også i at levere en sammenhængende og individuel brugeroplevelse, som matcher forbrugernes forventninger, lyder det i svaret til Datatilsynet.

Her henviser DR - som det gør flere gange i det samlede svar - til public service-kontrakten.

Helt konkret til det afsnit i den seneste kontrakt, der dækker fra 2024 til 2026, hvor følgende fremgår:

- DRTV udvikles løbende som et særskilt tilbud i egen ret med henblik på at kunne præsentere et attraktivt og relevant streamingtilbud, der udnytter de digitale muligheder.

DR understreger i sit svar, at krav om login ikke er efter ønske om indblik i brugeres vaner, men derimod en teknisk "forudsætning for at kunne levere funktionaliteter, som brugerne forventer af et moderne streamingtilbud".

Konkret muliggør DRTV's login, at man kan for eksempel kan gøre brug af "se videre"-funktionen på tværs af enheder.

Datatilsynet, der fører tilsyn med, at borgernes databeskyttelse overholdes, undersøger nødvendigheden af at indsamle personoplysninger fra DRTV's brugere.

DR skriver i svaret, at "ingen følsomme personoplysninger kan udledes af det rene login".

Tv-stationen skriver også, at behandlingen af personoplysninger sker med hjemmel i GDPR - EU's persondataforordning.

Public service-kanalen understreger, at den ikke sælger porteføljer af personoplysninger, og at DR ikke har kommercielle aktiviteter i forbindelse med behandling af personoplysninger.

- DR videregiver ikke personoplysninger til gengæld for andre oplysninger.

Datatilsynet oplyser til Ritzau, at det på baggrund af DR's seneste svar undersøger sagen videre. Hvad et eventuelt udfald af undersøgelsen kan blive, og hvornår det ventes, kan tilsynet ikke oplyse på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/06/2025 - 10:00

FAKTA: Fast eller variabel rente

* Med et boliglån med fast rente er renten den samme i hele lånets løbetid. Med en variabel rente kender man sin rente inden for en aftalt periode, hvorefter man får en ny rente, der både kan stige eller falde.

* Fordelen ved en fast rente er, at man ved, hvad man skal betale i rente i låneperioden, og man risikerer ikke at betale mere, selv om markedsrenten stiger.

* Til gengæld er renten typisk højere end en variabel rente, når man optager lånet, og dermed dyrere.

* Hvis markedsrenten falder eller ikke stiger, kan man ikke drage nytte af det og få et billigere lån, men det kan man med en variabel rente.

Kilde: danskebank.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/06/2025 - 10:00

Har renten på dit boliglån ændret sig? Glem ikke forskudsopgørelsen

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ifølge økonomer bør du tjekke forskudsopgørelsen løbende, hvis din økonomi ændrer sig. Glemsomhed kan koste dyrt senere. Juli er oplagt til at gennemgå den.

Du har sikkert allerede glemt alt om, hvilke oplysninger du har indtastet på din forskudsopgørelse i begyndelsen af året.

Og da vi er omkring halvvejs gennem året, vil det være oplagt at bruge noget tid i løbet af sommeren på at kigge forskudsopgørelse igennem, mener Karsten Brøndum Idskov.

Han er investeringskonsulent hos Spar Nord og peger på, at det især er relevant for dem, hvis privatøkonomi har ændret sig større eller mindre grad i løbet af året.

Det drejer sig for eksempel om boligejere, der har fået ændret boliglån.

- Mange har måske fået en ny renteudgift. Hvis man har et boliglån, der havde en rente på tre procent sidste år, men som nu er to procent, vil der være en anden renteudgift i år.

- For nogen kan renten være ændret, uden man har lagt mærke til det, og retter man det ikke på forskudsopgørelsen, kan man komme til at betale for lidt eller meget i skat, siger han.

Der er omkring 300.000 boligejere, der har variabel rente med halvårlig rentetilpasning.

Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, er der lagt op til rentefald, når renten tilpasses næste gang 1. juli.

- Hvis vi ser et rentefald igen, skal man sætte sit fradrag ned på forskudsopgørelsen, så man ikke kommer til at betale for lidt i skat.

- De med variabel rente i forvejen kunne godt komme til at glemme at gøre det, fordi det er midt på året, og fordi man allerede har justeret forskudsopgørelsen i januar.

- Men det skal gøres løbende - særligt hvis renten falder, siger Brian Friis Helmer.

Han påpeger, at det også er vigtigt at ændre dit fradrag, hvis du selv aktivt har ændret dit lån fra et med fast rente til et med variabel rente eller blot til et lån med lavere fast rente, så du får lavere renteudgifter.

Men han understreger, at det i begge tilfælde er noget, du skal gøre aktivt. Det sker ikke automatisk.

- Ellers får de boligejere en kedelig restskat i 2026, siger Brian Friis Helmer.

Det er ikke kun boligejerne, der med fordel kan eftertjekke deres forskudsopgørelse, påpeger Karsten Brøndum Idskov.

- Det er også en god idé, hvis man har opnået kursgevinster ved at sælge aktier. Den gevinst skal påføres som en forventet indtægt for året.

- For aktieudbytter betaler man automatisk udbytteskat, siger Karsten Brøndum Idskov.

Ifølge investeringskonsulenten er danskerne endnu værre til at registrere kursgevinsterne sammenlignet med boligrenten, og det kan få endnu større konsekvenser.

- Det vil altid slå tilbage i form af en restskat, som man måske ikke har pengene til at betale, når den rammer, fordi pengene allerede er brugt, siger Spar Nord-manden.

Brian Friis Helmer tilføjer, at du også bør justere forskudsopgørelsen, hvis din arbejdssituation har ændret sig, så du eksempelvis får en anden indkomst.

Hvis du får kortere afstand til arbejdspladsen, skal du have et lavere befordringsfradrag.

- Hvis man er blevet arbejdsløs, har man ikke længere ret til beskæftigelsesfradrag, og hvis man er gået på pension, skal man ikke længere betale arbejdsmarkedsbidrag, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv