Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brørup, 24/08/2026 - 20:34

Flere togstrækninger er påvirket efter personpåkørsel i Sydjylland

Personpåkørsel ved Brørup påvirker flere strækninger - blandt andet mellem København H og Esbjerg.

Af: /ritzau/

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Kolding og Esbjerg.

Det oplyser DSB mandag aften klokken 19.42 og tilføjer, at togbusser er ved at blive bestilt til at køre mellem de to byer.

Det skyldes en personpåkørsel ved Brørup, som ligger mellem Esbjerg og Kolding.

- Vi afventer en prognose fra politi og redning, og vi forventer derfor at kunne køre tog mellem Kolding og Esbjerg fra tidligst klokken 22.00, skriver DSB på sin hjemmeside.

Hændelsen påvirker også andre strækninger.

Togene, der normalt kører mellem Aarhus H og Esbjerg, kører kun mellem Aarhus H og Fredericia.

Mellem Fredericia og Kolding henviser DSB til øvrige tog på strækningen.

Togene, der normalt kører mellem København H og Esbjerg, kører kun mellem København H og Fredericia.

Mellem Fredericia og Kolding henviser DSB til øvrige tog på strækningen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser på meddelelsestjenesten Politi Update, at kredsen fik anmeldelsen klokken 19.19.

- Et tog på vej i vestlig retning ramte cirka 200 meter før Brørup Station en person, der kort efter blev erklæret død. Toget holder lige nu 50 meter fra perronen og afventer at kunne komme ind til perronen, hvor passagerer i toget kan ledsages ud.

- Det vides endnu ikke, hvornår togdriften kan genoptages.

DSB opfordrer til at tjekke Rejseplanen og gør desuden passagererne opmærksomme på rejsetidsgarantien, som træder i kraft, hvis man er mere end 30 minutter forsinket.

RITZAU

TjekDet - faktatjek