Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/02/2023 - 09:00

Tjek din kommune: Så hårdt er dit vand

Hårdt vand driller mange danskere i hverdagen med trælse rengøringstjanser og stive hårlokker. Se her, hvordan du kommer problemet til livs.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring

Der er stor forskel på, hvor hårdt vandet, som kommer ud af vandhanerne, er i Danmark.

Hårdheden afhænger blandet andet af kalkniveauet i vandet og inddeles i kategorier fra "meget blødt" til "særdeles hårdt".

Kigger man på et danmarkskort, så findes det hårde vand på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn, mens Jylland og Bornholm har mere blødt vand.

Kommunerne med det blødeste vand er eksempelvis Silkeborg, Ikast-Brande, Billund eller Ringkøbing-Skjern.

Det hårdeste vand står Hovedstaden og kommunerne omkring for.

Og der er en verden til forskel ifølge Tine Sode, der er fagekspert hos Videncentret Bolius.

- Rengøringen bliver besværliggjort, når du går i bad og ikke skraber væggene af, siger hun.

- Vandet efterlader flere plamager på armaturer, fliser og fuger, fordi der er mere kalk i vandet.

Derudover kan kalken også sætte sig på varmelegemerne i forskellige køkkenaggregater som kaffemaskinen og vaskemaskinen.

Ifølge Kuno Bonne, der er bygningssagkyndig hos boliginspektion.dk, sætter kalken sig på varmelegemet på vaskemaskinen, hver gang den er i brug.

Og det kan få betydning for pengepungen.

- Det sætter sig som en slags isoleringsmateriale, som gør, at vaskemaskinen ikke varmes så godt op over tid og derfor bliver dyrere i strømforbrug, siger han.

Ifølge Kuno Bonne og Tine Sode kan du købe afkalkningstabletter i supermarkederne, som man kan smide i maskinen en gang imellem.

Hårdt vand er dog ikke kun en udfordring for hjemmets overflader og hårde hvidevarer.

Det påvirker nemlig også håret og hovedbunden, fortæller frisør Peter Aagaard, der er indehaver af frisørsalonen af samme navn på Frederiksberg.

- Vandets hårdhed er et problem i sig selv, men det bliver endnu værre for håret, når sæbe og shampoo kommer i kontakt med vandet.

- Så dannes der nogle uopløselige salte, som bliver hængende i håret og gør det stift, og det kan være svært at frisere sig efter vask, siger han.

Peter Aagaard sammenligner det med en badetur i havvand, hvor håret bliver stift og mat, når det tørrer.

- Kalk i hårdt vand er med til at fremme en krystallisering af håret, som gør det tørt og sprødt, fordi mineralerne i vandet udtørrer og klæber sig fast til håret.

- Noget hår er mere tilbøjeligt til at tage skade af kalken som for eksempel fint, porøst hår, farvebehandlet hår og naturligt krøllet hår.

Derudover har kalken også den effekt på farvet hår, at det er med til at blegne farven hurtigere, fortæller Peter Aagaard.

- Det er vigtigt at få skabt en god fugtbalance i håret og løbende få fjernet ophobninger.

- Det kan gøres med en fugtgivende og rensende shampoo, som kan fremme glans og blødhed i håret.

Frederiksberg Kommune, hvor Peter Aagaard bor og arbejder, har haft meget hårdt vand, men inden for det seneste halve år er det blevet blødere, hvilket Peter Aagaard har kunnet mærke.

- Det er meget synligt i mit arbejde, og så kan jeg også tydeligt mærke det i mit eget hår, siger han.

Dit lokale vandværk kan oplyse dig om, hvor hårdt vandet er i lokalområdet.

/ritzau fokus/

TjekDet - faktatjek