Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/12/2025 - 12:42

Regeringen fastsætter klimamål for 2035 på 82 procent

Regeringen kunne ikke få andre partier med på et klimamål for 2035 på 82 procent. Partier ville højere op.

Pablo Porciuncula/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringen har ikke kunnet blive enige med andre partier i Folketinget om et nyt klimamål for 2035.

Derfor har de tre regeringspartier nu selv præsenteret et nyt klimamål på 82 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser i forhold til basisåret 1990.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

- Vi sætter et nyt, ambitiøst klimamål, og vi prioriterer den fornødne finansiering. Vi tager dermed ansvar for både målet, og hvordan vi når det, siger klimaminister Lars Aagaard (M).

- Hverdagen må ikke blive unødigt dyr for danskere og danske virksomheder. Vi er et andet sted, end vi var i 2019, da sidste mål blev sat. De lavthængende frugter er plukket, og vejen mod højere mål bliver sværere.

Regeringen har forhandlet med Folketingets partier om det nye klimamål siden midten af november, hvor regeringen kom med sit udspil.

Regeringen foreslog her en reduktion på 82 procent, som også er endt med at blive klimamålet.

Oppositionspartier som SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti ville gerne have haft et mere ambitiøst klimamål.

- Vi har haft gode drøftelser, men jeg kan konstatere, at det ikke er lykkedes at finde fælles grund til at kunne lave en bred aftale.

- Derfor fastsætter vi selv et klimamål for 2035, men døren er stadig åben for samarbejde. Jeg tænker også, at der er mulighed for at hæve målet på et senere tidspunkt, hvis forudsætningerne ændrer sig, siger Lars Aagaard i pressemeddelelsen.

Selv om regeringen foreslog et mål på 82 procent, åbnede Lars Aagaard dengang for, at målet kunne forhandles op på 85 procent.

I forhandlingerne har andre partier dog oplevet, at klimaministeren ikke ville rykke sig højere end de 82 procent.

- Det er meget uambitiøst og svarer til, at vi stort set ikke løfter en finger frem mod 2035 for at forbedre klimaet, fordi fremskrivninger peger på, at vi alligevel lander derhenad, sagde De Radikales klimaordfører, Samira Nawa, til Ritzau onsdag.

En aftale om et klimamål for 2035 skal som følge af klimaloven vedtages, inden 2025 er omme.

Folketinget har allerede vedtaget klimamål for 2030 på 70 procents reduktion og for 2050 på 100 procent.

I april vurderede Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at Danmark kommer til at indfri 2030-målet.

Ministeriet vurderer nu, at der skal reduceres for yderligere cirka 1,9 millioner ton CO2 i 2035 for at indfri det nye mål. Det skønnes at koste fire milliarder kroner om året.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek