Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/01/2026 - 21:59

Løkke modsiger Det Hvide Hus om arbejdsgruppe: Det er ikke aftalen

Snakke mellem Danmark, Grønland og USA bliver rigtig svære, siger Lars Løkke efter ytringer fra Det Hvide Hus.

Shawn Thew/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Udtalelser fra Det Hvide Hus om formålet med en arbejdsgruppe mellem Danmark, Grønland og USA viser, at "det her bliver rigtig, rigtig svært".

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til TV 2 torsdag aften.

- Vi har ikke aftalt, at vi skal have nogen teknisk arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan USA kan erhverve Grønland, siger Løkke til TV 2.

Ifølge Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, skal arbejdsgruppen mødes for at drøfte "overtagelsen af Grønland".

Sådan lød det fra pressesekretæren tidligere torsdag aften under et pressemøde.

- Parterne blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal fortsætte tekniske drøftelser om overtagelsen af Grønland, sagde Karoline Leavitt.

Arbejdsgruppen blev nedsat onsdag under et møde om Grønland i USA.

Her mødtes Lars Løkke og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.

Lars Løkke siger videre til TV 2, at arbejdsgruppen skal undersøge, om man kan "imødekomme" amerikanernes ønsker om sikkerhed i Arktis-området.

Han understreger samtidig, at det skal ske med "respekt for de røde linjer".

- Det er det, vi har aftalt, og det, jeg kan henholde mig til. Jeg sad selv i mødet, og det er det, vi står på, siger udenrigsministeren.

Til DR siger Lars Løkke, at det kan blive en "meget kort" møderække, hvis det viser sig, at USA har en anden hensigt med møderne end Danmark og Grønland.

- Vi står over for nogle langsigtede sikkerhedsmæssige udfordringer, og de skal håndteres, og det kræver et amerikansk engagement. Men det kræver ikke en amerikansk overtagelse af Grønland, siger Løkke til DR.

Allerede kort efter onsdagens møde fortalte udenrigsministeren, at det ikke lykkedes at ændre amerikanernes holdning til Grønland.

Det havde han imidlertid heller ikke forventet, lød det på et pressemøde.

- Det står klart, at præsidenten (Donald Trump, red.) har et ønske om at erobre Grønland, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Under torsdagens pressemøde i Det Hvide Hus beskrev Karoline Leavitt mødet som godt og konstruktivt.

Hun tilføjede, at hun har "fået at vide", at arbejdsgruppen vil mødes hver anden til tredje uge.

Det er fortsat uvist, hvad gruppen mere nøjagtigt skal afklare. Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal arbejdsgruppen bestå af topembedsmænd.

Målet med mødet var ifølge ministeren at få afmonteret de argumenter, som Trump bruger, når han taler om, at USA er nødt til at kontrollere Grønland.

Trumps ønske skyldes hensynet til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor præsidenten ser Rusland og Kina som trusler mod USA.

Flere eksperter og Danmark har afvist påstandene om, at Rusland og Kina har skibe, der opererer i farvandet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek