København, 01/07/2025 - 11:59
Flygtningenævnet genoptager syriske sager efter magtskifte
Siden al-Assad blev væltet i Syrien i december, har sager om personer fra Syrien været på pause i Danmark.
Af: /ritzau/
Flygtningenævnet genoptager behandling af sager af personer fra Syrien, efter at de blev sat på pause på grund af den usikre situation, da Bashar al-Assad blev væltet som mangeårig præsident.
Det skriver det uafhængige nævn på sin hjemmeside.
Forholdene har ændret sig i Syrien siden magtskiftet, og derfor skriver Flygtningenævnet, at der "ikke længere er grundlag for at opretholde berostillelsen af sagerne i nævnet."
Sagerne henvises til fornyet behandling i første instans i Udlændingestyrelsen, da afgørelserne er truffet forud for magtskiftet i landet.
Dermed har den politiske og sikkerhedspolitiske situation ændret sig. Det omfatter omkring 75 personsager.
Nævnet har desuden besluttet at ophæve udsættelsen af udrejsefristen for visse personer i udsendelsesposition til Syrien. Det omfatter omkring 10 personsager.
Syriens nye præsident, Ahmed al-Sharaa, har dannet en ny overgangsregering.
Al-Sharaa spillede som leder for oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham en nøglerolle i den lynoffensiv, der i december 2024 væltede Bashar al-Assads styre.
Al-Sharaa blev i januar 2025 udpeget som midlertidig præsident i Syrien. Det gjorde han med et løfte om at danne en "inkluderende overgangsregering, der repræsenterer forskellige samfund".
Tidligere på året satte præsidenten sin underskrift på en midlertidig forfatning, som skal gælde i en femårig overgangsperiode.
Den fastholder islamisk retslære som hovedkilde til lovgivning.
Erklæringen fastslår, at kvinder har "ret til uddannelse og deltagelse i arbejdslivet". De garanteres også "politiske rettigheder" i erklæringen.
Der er ifølge Danmarks Statistik godt 45.000 indvandrere og efterkommere fra Syrien i Danmark.
Omkring 35.000 syrere i Danmark har ikke dansk statsborgerskab, men andre grundlag for ophold.
60 procent har fået asyl, mens de øvrige syrere hovedsageligt er blevet familiesammenført, viser tal fra Danmarks Statistik.
Flygtningenævnet er et uafhængigt organ, som fungerer som klageinstans for Udlændingestyrelsens afgørelser på asylområdet.
/ritzau/