Bruxelles, 05/06/2025 - 18:14
Troels Lund efter massiv oprustning: Trump vil forsvare Europa
USA vil leve op til Natos artikel fem, hvis der bliver behov for det, siger Troels Lund efter Nato-møde.
Yves Herman/Reuters
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, ser ud til at få, hvad han peger på. I hvert fald når det gælder europæiske landes oprustning.
På et møde i Natos-hovedkvarter i Bruxelles torsdag sagde Nato-landene - inklusiv Danmark - ja til nye styrkemål.
De vil indebære en enorm oprustning, som især vil blive båret af de europæiske lande, der halter efter USA's nuværende forbrug på forsvar.
Et for et er de europæiske lande nu ved at sige ja til samlet set at bruge fem procent af bruttonationalproduktet på forsvar og sikkerhed mere bredt.
Det flugter med Donald Trumps krav til Europa.
Til gengæld er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) helt tryg ved, at USA vil leve op til Natos artikel fem og forsvare Europa i tilfælde af krig.
- Ja, det er jeg. Jeg synes, de mange ting, der har været oppe i luften det sidste halve år, nu er faldet ned på en mere kontrolleret måde.
- Derfor er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at amerikanerne nu bekender sig til at forsvare Europa, hvis det måtte komme dertil, siger Troels Lund Poulsen.
Flere europæiske Nato-lande har dog igennem længere tid været bekymrede for USA's fortsatte engagement i Nato under Trump.
Det skyldes ikke mindst Trumps udtalelser om, at USA ikke vil forsvare Nato-lande, der ikke lever op til Natos målsætninger for forsvar. Kan man så overhovedet stole på USA under Trump?, har korridorsnakken været i Europa.
USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, kom dog med et helt andet verdensbillede, da han talte forud for torsdagens forsvarsministermøde i Bruxelles.
- Ingen har gjort mere for at styrke Nato end USA's præsident, Donald Trump, siger Pete Hegseth.
Han pegede på, at Trump med sine konstante krav til de europæiske allierede nu ser ud til at få held med at gennemføre en historisk stor oprustning af alliancen.
Til gengæld er det mere uklart, hvad Europa får igen.
Trump-administrationen har ikke lagt skjul på, at man går i overvejelser om at flytte nogle af de omkring 80.000 soldater, man har udstationeret i Europa, til nye prioriteter. Det er især Kina og Stillehavsregionen, som optager Trump.
Endnu værre for Europa vil det dog være, hvis USA flytter sine atomvåben væk.
Det skønnes, at USA har omkring 100 atombomber placeret i Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Tyrkiet.
De er afgørende for Europas atomafskrækkelse af eksempelvis Rusland, fordi Frankrig og Storbritannien ellers vil være de eneste europæiske lande med atomvåben.
- En af årsagerne til at det er afgørende for os at have et stærkt amerikansk engagement her i Europa er hele det nukleare beredskab. Og at amerikanerne stiller det til rådighed for os alle sammen, siger Troels Lund Poulsen.
Spørgsmål: Har I fået et løfte om, at de omkring 100 atombomber, USA har i Europa, fortsat bliver her?
- Så detaljeret har vi ikke talt. Men budskabet fra Hegseth er, at USA er en del af Nato og vil også være en del af Nato i tiden fremover.
- Men han fastslår også, at Europa skal til at tage et større ansvar. Det budskab giver vi også fra Europa nu. Det var et historisk møde, hvor man går fra en opfattelse af, hvordan sikkerhed skal prioriteres til en ny, lyder det fra den danske minister.
/ritzau/