Sydney, 10/12/2025 - 03:23
Techgigant: Australsk forbud får unge til at bruge mindre sikre apps
Antallet af downloads af mindre kendte apps er steget efter forbud mod sociale medier for unge i Australien.
Str/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Meta mener, at Australiens forbud mod sociale medier for børn under 16 år sender de mindreårige i armene på platforme med lavere sikkerhed.
Det skriver techgiganten i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag dansk tid.
Ifølge Meta, som er selskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, betyder forbuddet, at de unge i stedet søger mod platforme, hvor der er mindre regulering.
- Vi har gentagne gange rejst bekymring for, at den her dårligt udarbejdede lov kan skubbe teenagere over på mindre regulerede platforme eller apps. Vi ser nu, at de bekymringer bliver til virkelighed, lyder det i udtalelsen.
Onsdag lokal tid er forbuddet trådt i kraft i Australien. Det gælder mod sociale medier som Facebook og TikTok for børn under 16 år.
Der er tale om det første forbud af sin slags i verden.
Ifølge AFP har man efterfølgende kunnet se en markant stigning i antallet af downloads af mindre kendte apps til beskedudveksling og billeddeling.
Det gælder blandt andet apps som Lemon8 og yope, som for nuværende ikke er omfattet af forbuddet.
Ifølge Meta tilbyder mange af de mindre alternativer til techgiganternes sociale medier ikke de samme sikkerhedsmæssige funktioner - særligt til teenageres konti - som Meta selv har.
- Selv om vi vil overholde loven, er vi fortsat bekymrede for, at den her lov vil gøre teenagere mindre sikre.
Selskaberne bag de største platforme i Australien risikerer en bøde på op til 49,5 millioner australske dollar - 211 millioner kroner - hvis de ikke overholder den nye lov.
Landets premierminister, Anthony Albanese, erklærede sig onsdag stolt over tiltaget.
- Det her vil gøre en enorm forskel. Det er en af de største sociale og kulturelle forandringer, som vores land har stået overfor, sagde han ifølge Reuters på et pressemøde.
/ritzau/




