Randers, 17/04/2025 - 18:03
Randers prygler formsvage AGF i ensidigt derby
AGF har blot vundet én af sine seneste syv kampe efter en 1-3-lussing i det østjyske derby i Randers.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var stor forskel på præstationerne, da Randers FC og AGF torsdag afviklede sæsonens tredje østjyske derby.
Randers var ovenpå på alle parametre og vandt 3-1 efter mål af Simen Nordli, Wessel Dammers og Mohamed Toure, inden ligatopscorer Patrick Mortensen pyntede på resultatet.
Det var kronjydernes første sejr over aarhusianerne i ni indbyrdes kampe gennem de seneste tre og et halvt år, og den sender de lyseblå forbi rivalen i tabellen og op på fjerdepladsen i mesterskabsspillet.
AGF's pinsler begyndte med flere redninger af keeper Jesper Hansen og flere afviste straffeappeller i samme ende af banen.
Efter en halv time kom værternes forløsning, da et VAR-gennemsyn gav et straffespark, som norske Nordli akkurat fik sendt forbi 40-årige Hansen, der havde fingerspidserne på.
Offensivspilleren Norman Campbell passerede også Hansen før pausen, men træfferen blev korrekt annulleret for en arm på bolden.
AGF sluttede spillemæssigt bedst af i første halvleg, men optimismen forsvandt straks efter genstarten, da Randers-kaptajn Dammers løb til forreste område og dirigerede Nordlis hjørnespark i nettet til 2-0.
Det var den hollandske stoppers femte scoring i ligakamp nummer 25 i denne sæson.
Det er nok til at dele tredjepladsen på Randers' interne topscorerliste, som Nordli suverænt topper med 13 træffere, mens Mohamed Toure er toer med syv træffere.
Den seneste satte den hurtige angriber ind efter 55 minutters spil torsdag, da han kronede en perfekt udført omstilling ved at sparke Nordlis oplæg ind bag Hansen til 3-0.
AGF-træner Uwe Rösler reagerede med flere indskiftninger, men Randers var frem til slutfasen fortsat det farligste mandskab, og der kom derfor aldrig spænding om udfaldet.
Heller ikke selv om Mortensen var på pletten med sit 19. ligamål i sæsonen efter et hjørnespark.
/ritzau/