Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

La Paz, 11/06/2026 - 01:21

Bolivianere sætter ild til affald og kræver præsidents afgang

Demonstranter er utilfredse med håndtering af økonomisk krise i Bolivia. De kræver præsidentens afgang.

Af: /ritzau/AFP

Utilfredse bolivianere er onsdag gået på gaden i landets administrative hovedstad, La Paz, hvor de har sat ild til affald og kræver præsident Rodrigo Paz' afgang.

- Hvad vil vi have? Fratrædelse!, råber tusindvis af landmænd, minearbejdere, lærere og transportarbejdere i La Paz, hvor regeringen holder til.

Betjente har taget tåregas i brug mod demonstranterne, der har væltet skraldespande og sat ild til bunker af affald tæt på regeringsbygningerne.

Demonstranterne har desuden taget sten og sprængstofpatroner, der normalt bruges ved minearbejde, i brug som kasteskyts.

Den konservative Rodrigo Paz overtog præsidentposten for lidt mere end et halvt år siden efter to årtiers socialistisk styre. Bolivia står samtidig i den værste økonomiske krise, landet har oplevet i fire årtier.

Demonstranterne er utilfredse med den konservative præsidents økonomiske reformer.

- Nogle mennesker vil sælge landet og ødelægge det. Som ægte bolivianer vil vi ikke lade dem slippe afsted med det, siger den 44-årige minearbejder Omar Hancco.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek