Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/11/2025 - 18:26

Neestrup er forbavset over Brøndby-træners dommerkommentar

Ifølge Brøndbys Steve Cooper overvejede klubben at klage over derbydommeren, og det overrasker Jacob Neestrup.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er sagt og skrevet meget efter søndagens superligaderby, som endte med en 1-0-sejr til FC København over Brøndby.

Men særligt Brøndby-træner Steve Coopers kommentar om dommerpåsætningen har FCK-chef Jacob Neestrup hæftet sig ved.

Cooper sagde efter kampen, at klubben havde overvejet at påtale valget af Jacob Karlsen som styrmand.

- Vi var overraskede over dommervalget i løbet af ugen, og vi overvejede at gøre noget ved det. Vi besluttede dog ikke at gøre noget ved det, lød det fra waliseren, som særligt var utilfreds med straffesparket, som blev afgørende.

En bemærkning, som Neestrup ikke kan forstå.

- Skulle vi så have stoppet en pokalfinale, før den blev spillet, med den samme dommer, der har en masse erfaring? Der må vi ikke komme hen, når vi klager.

- Dommerne må selvfølgelig selv svare på, om de finder sig i den kritik, som Brøndby-lejren kom med, og de overvejelser, som de havde før kampen, siger Jacob Neestrup på tirsdagens pressemøde op til Champions League-kampen mod Kairat Almaty.

Neestrup følte, at både dommeren og FCK blev "angrebet" af Brøndby-lejren efter kampen. Det kalder han "lidt voldsomt".

- På FC Københavns vegne er der også en grænse for, hvor mange gange i løbet af en sæson, vi gider at høre fra trænerkolleger og spillere, at nu var dommeren med FC København igen. At man indikerer, at nu har København dommeren på sin side igen. Jeg synes, det er et alt for langt skridt at gå.

- Jeg har også sagt ting gennem tidernes løb, der står til en dårlig guld, sølv eller bronzemedalje, men det, der blev sagt efter derbyet, sniger sig alligevel ind i en flot top-1, må jeg sige, lyder det fra Jacob Neestrup.

Dommerne fyldte i det hele taget meget i Superligaen i den forgangne weekend.

Ud over i FCK's sejr var VAR afgørende mellem Sønderjyske og FC Midtjylland, hvor sidstnævnte tabte efter en sen straffekendelse.

Neestrup ser primært et problem uden for banen.

- Vi vil alle sammen acceptere skønnet, dommeren har på banen. Det er det fantastiske ved fodbold. I VAR-vognen må det ikke blive et skøn, og det er det, der er problemet.

- Jeg synes ikke, at udfordringen ligger inden for kridtstregerne. Den ligger i, at der helst ikke skal være for meget fortolkning i VAR-vognen. Det skal være det åbenlyse, for ellers er det svært at have en linje, siger FCK-træneren.

/ritzau/

København, 25/11/2025 - 22:30

TV 2-duo hædret med diversitetspris

Vennerne Rand Jamal og Mohammed Osman har modtaget Diversitet Prisen ved Ekko Shortlist Awards for at have gjort en særlig indsats for inklusion.

Kortfilm blev hædret ved årets Ekko Shortlist Awards, som løb af stablen på Bremen Teater i København tirsdag aften.

Ekko Shortlist Awards hylder de bedste kortfilm og de største talenter, som det lyder fra Filmmagasinet Ekko, der står bag prisuddelingen.

Der blev uddelt 13 priser til Ekko Shortlist Awards, som blev afholdt for 12. år i træk.

For fire år siden blev Diversitet Prisen indstiftet og uddelt for første gang. I år gik den til barndomsvennerne Rand Jamal og Mohammed Osman, der var blandt deltagerne i årets udgave af TV 2-programmet "Først til verdens ende", hvor fem makkerpar dyster om at nå hurtigst fra a til b i USA.

Diversitet Prisen uddeles af Film&Tvgruppen i Journalistforbundet til en person, gruppe eller organisation, som har gjort noget særligt for mangfoldigheden i dansk film og tv det seneste år.

- På rejsen gennem USA bliver de to danskere med henholdsvis kurdiske og palæstinensisk-libanesiske rødder udsat for en sjældent tydelig racisme og forskelsbehandling, som de klogt og følsomt sætter ord på, lyder det blandt andet fra juryen.

Ud over Diversitet Prisen blev der også uddelt priser til en stribe kortfilm og præstationerne i dem.

Der blev uddelt to hovedpriser. Selve Shortlist Prisen tilfaldt instruktør Astrid Söderberg for kortfilmen "Solo Female", mens Publikumsprisen gik til instruktør Tala Salas for "20.10.20 Flugten fra Herstedvester".

De 20 film, der sammenlagt har haft de bedste placeringer på Filmmagasinet Ekkos ugentlige seerbestemte top-10 over bedste kortfilm, var automatisk nomineret til de to priser.

En jury har valgt vinderen af Shortlist Prisen, mens publikum har stemt om, hvilken film der skulle modtage Publikum Prisen. Vinderen af Shortlist Prisen har ud over statuetten også fået en check på 25.000 kroner.

I de øvrige 11 kategorier har en jury nomineret fem film eller præstationer. Årets nomineringer er fundet iblandt de 153 film, der er kommet ind på Ekko Shortlist det forgangne år.

Efter juryens nomineringer stemmer publikum på deres favoritter. Vinderen findes i en kombination af publikums stemmer og juryens rangering.

Det blev 12-årige talent Reet Garg blev kåret som Bedste Kvindelige Skuespiller for sin præstation i kortfilmen "Etniske smerter".

Juryen består af rutinerede navne fra filmbranchen, i år blandt andre stjerneskuespillerne Lars Ranthe og Neel Rønholt og instruktør Christoffer Boe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/11/2025 - 15:28

Fyring fra Ekstra Bladet skyldes lydoptagelse forklarer journalist

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

René Fredensborg beklager, at han ikke oplyste kollega om, at han optog lyd til sit program efter julefrokost.

Kulturkommentator René Fredensborg forklarer, at hans fyring fra Ekstra Bladet skyldes, at han har optaget en radiooptagelse i en arbejdsmæssig sammenhæng uden den anden parts vidende.

Optagelsen skulle bruges til Fredensborgs radioserie "En Gonzo skifter spor" på radiostationen r8dio.

Det skriver han tirsdag på radioseriens Instagram, som han også har delt på sin Facebook-profil.

Han forklarer, at mikrofonen ikke var skjult for den anden person, men at han som satiriker og journalist har et ansvar for at oplyse, hvornår lydoptagelsen er i gang, hvilket han ikke oplyste.

- Det var en fejl og en alvorlig fejlvurdering fra min side, skriver han i opslaget.

René Fredensborg fortæller til Ekstra Bladet, at hændelsen skete i en elevator med en kollega efter en julefrokost hos mediet.

Han fortæller til mediet, at snakken i elevatoren var harmløs og en del af en længere optagelse, hvor han talte med flere personer.

Til julefrokosten indrømmer han at have drukket øl, men mener ikke, at han var beruset til arrangementet.

René Fredensborg fortæller i opslaget, at han forstår, at den pågældende person kunne føle sig "utryg og utilpas", hvilket han er ked af.

Han accepterer Ekstra Bladets beslutning, men han vil ikke afvise, at han over for en chefredaktør reagerede i "affekt med en skarp og direkte tone", hvilket han beklager i opslaget.

Til Ekstra Bladet vil han dog ikke uddybe, hvad han sagde til mediets chefredaktør Knud Brix.

René Fredensborg har været ansat som kulturkommentator på Ekstra Bladet siden 2021.

Han understreger, at fyringen ikke omhandler en MeToo-sag eller anden grænseoverskridende adfærd, men skal betegnes som en "faglig og etisk fejl".

I opslaget beskriver han også, at han ikke har smuglet eller været påvirket af stoffer, hvilket var årsagen til, at han blev fyret på Radio24syv tilbage i 2018.

Til Folkemødet på Bornholm havde han smuglet stoffer med via en autocamper, som to kolleger havde kørt gennem Sverige til Bornholm - uden at kende til stofferne.

Kulturkommentatoren fortæller i opslaget, at de seneste dage har været hårde, og at den kommende tid skal bruges på refleksion over situationen, og de konsekvenser handlingen har haft for andre.

Han ønsker ikke at uddybe sagen yderligere på nuværende tidspunkt, skriver han.

I årene på Ekstra Bladet har han anmeldt en lang række film, tv-serier, skrevet en række ledere og ageret som kommentator.

Ved siden af ansættelsen på Ekstra Bladet er han vært på den selvbiografiske radioserie "En Gonzo skifter spor" på radiostationen r8Dio.

Hans medvært i radioserien er skuespilleren Rasmus Bruun, som til Radio IIII udtaler, at der er blevet reageret på lydoptagelsen.

- Der er allerede fjernet elementer fra podcasten i onsdags, som har med den krænkede part at gøre, siger Rasmus Bruun til radiostationen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/11/2025 - 10:00

FAKTA: Gløgg er æbleskivens bedste ven

* Gløggens let sprittede og varme duft af krydderier passer perfekt til de søde æbleskiver.

* Skal du lave gløgg fra bunden, begynder du med at lave en såkaldt gløggekstrakt. En grundregel er at bruge halvanden gang sukker til mængden af vand. Julekrydderier som kanel og stjerneanis samt skallen og saften fra citrusfrugter skal også i. 

* Uanset om du selv laver ekstrakten fra bunden eller køber dig til en færdiglavet, er det bedst at bruge en vin fra en middel prisklasse.

* Nogle foretrækker gløggen mere mild, mens andre topper med spiritus i form af for eksempel akvavit, cognac eller rom.

* Drop endelig færdigblandingen med mandelsplitter og rosiner. Top hellere gløggen med frisksmuttede mandler og en økologisk appelsinskive.

Kilder: forfatter, bartender og udviklingschef hos Copenhagen Distillery Sune Urth og Malene Smidt Hertz, der er diplomuddannet i vin og spiritus fra det engelske vinakademi WSET.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/11/2025 - 10:00

Bag julens lækreste æbleskiver eller giv de frosne en makeover

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du kan let opgradere julens nok mest populære bagværk. Konditor guider til, hvordan du imponerer med forskellige æbleskiver til højtidens arrangementer.

Serveret med flormelis og syltetøj er æbleskiven blevet en velsmagende juletradition.

Selv om de velkendte æbleskiver fra frost er fast inventar hos mange, kan det lille runde stykke bagværk godt trænge til en opgradering.

Det mener Jonas Dahl Grue, der er konditor og blandt andet står bag bogen "Kager lille mormor".

Han opfordrer til, at du går i en bue uden om frysedisken og i stedet kaster dig ud i den hjemmelavede kunst.

- Man kan pifte æbleskiver op på mange måder, men bare ved at lave dem selv synes jeg, at de bliver markant bedre, siger Jonas Dahl Grue.

Første skridt er at anskaffe dig den karakteristiske æbleskivepande.

Dernæst skal du finde en opskrift, og her anbefaler Jonas Dahl Grue, at den indeholder piskede æggehvider, så æbleskiverne bliver dejligt luftige.

Middelvarme, masser af smør i panden og en strikke- eller spisepind til at vende med, så er du klar til at fylde hullerne i støbejernspanden med dej.

Du kan give dine hjemmelavede æbleskiver et klassisk løft ved at tilføje små stykker af æbler i dejen.

Og ved at rive lidt citron- eller appelsinskal i dejen sammen med nogle varme krydderier, får æbleskiven en smag, der minder mere om en brun- eller honningkage, fortæller Jonas Dahl Grue.

Tricket til at lave helt runde æbleskiver er at fylde formen godt op fra begyndelsen.

Og så er det ifølge Jonas Dahl Grue ikke nok at vende dejkuglerne en enkelt gang. De skal vendes lidt efter lidt, så de ikke bliver flade.

- Vil man virkelig gå i detaljer, så kan man have noget af sin dej i en sprøjtepose ved siden af. Så kan man fylde lidt ekstra i midten undervejs, siger han.

Er du ikke fristet af at kaste dig ud i projektet med hjemmelavede æbleskiver, er det ifølge konditoren let at gøre lidt ekstra ud af de frosne af slagsen.

Inspireret af den franske dessertklassiker profiteroles, kan du servere dem med is og chokoladesovs.

Flødeskum og lemon curd eller cremefraiche og hindbærmarmelade kan også gøre de småkedelige æbleskiver til en ny oplevelse.

Er du omvendt helt fortrolig med æbleskivepanden, kan du eksperimentere med at lave forskellige former for salte æbleskiver.

- Man kan gøre selve dejen lidt mere salt, og så kan man servere dem med for eksempel citronmayo, dild, cremefraiche, laks eller kaviar, siger Jonas Dahl Grue.

På den måde fungerer æbleskiverne lidt som blinis, forklarer konditoren, der selv ville servere dem som en forret til en af julens middage.

Du kan også fylde dem med ost og bacon eller æbler og flæsk, og så minder æbleskiverne om en form for kroketter - små friterede boller af kartoffelmos.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek