Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 20/08/2026 - 01:39

Trump varsler økonomisk krig mod Iran og dets støtter

Donald Trump vil isolere Iran økonomisk og betegner sanktioner som en økonomisk D-dag.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, varsler alvorlige økonomiske sanktioner over for Iran.

Det sker natten til torsdag dansk tid i et opslag på det sociale medie Truth Social.

Præsidenten skriver, at han har givet Iran en stor mulighed for at indgå en aftale.

- Tragisk nok for dem har de undladt at gribe den. Derfor annoncerer jeg i dag den mest knusende økonomiske operation, der nogensinde er iværksat mod et land, skriver Donald Trump.

- Dette vil være økonomisk krigsførelse og isolation i et hidtil uset omfang.

Præsidenten tilføjer, at andre lande risikerer konsekvenser, hvis de er med til at understøtte Irans økonomi.

- I dag annoncerer jeg også, at ethvert land, der tillader dets finansielle institutioner, virksomheder, lufthavne eller statslige enheder at give Iran nogen form for livline, selv vil blive mødt med massive økonomiske konsekvenser, siger Trump.

Han betegner dagen som en økonomisk D-dag. Det er en reference til Anden Verdenskrig for dagen, hvor allierede styrker gik i land i det tyskbesatte Normandiet eller blev nedkastet med faldskærm.

D-dag anses som et afgørende vendepunkt for de allierede i krigen mod Nazityskland.

Iran har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Trump.

RITZAU

TjekDet - faktatjek