Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington. D.C., 22/08/2025 - 18:52

Trump om Putin og Zelenskyj: Lidt ligesom olie og eddike

Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om, at den ukrainske og russiske leder skal mødes.

Mandel Ngan, Andrew Caballero-Re/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et muligt topmøde mellem Ukraines og Ruslands præsidenter er kommet på tale, efter at USA's præsident, Donald Trump, har mødtes med dem begge hver for sig.

Men indtil videre er der ikke kommet nogen meldinger om en aftale om et topmøde. Og fredag sammenligner Trump Ruslands Vladimir Putin og ukrainske Volodymyr Zelenskyj med "olie og eddike".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi får se, om Putin og Zelenskyj vil samarbejde.

- Det er lidt ligesom olie og eddike. De kommer ikke så godt ud af det med hinanden af indlysende årsager, har Trump sagt til journalister fredag i Washington D.C.

Han tilføjede, at "vi får se", om der er behov for, at han selv deltager i et eventuelt møde mellem de to ledere.

Ifølge Reuters var Trump forud for udtalelsen blevet spurgt til en kommentar fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, samt om, hvad de næste skridt er.

I et interview med amerikanske tv-station NBC fredag, har Lavrov sagt, at der ikke er nogen dagsorden for et topmøde mellem den russiske og ukrainske leder.

- Putin er klar til at mødes med Zelenskyj, når dagsordenen for et topmøde er klar. Og denne dagsorden er slet ikke klar, sagde han ifølge Reuters.

Krigen i Ukraine har varet i omkring 3,5 år og begyndte med Ruslands invasion af nabolandet.

Mødet mellem Vladimir Putin og Donald Trump fandt sted for en uge siden i den amerikanske delstat Alaska.

De to ledere beskrev mødet som konstruktivt. Derudover sagde Trump efter mødet, at der vil blive arrangeret et møde mellem Zelenskyj og Putin.

Samtidig lød det fra Putin efter mødet, at Rusland er oprigtigt interesseret i at afslutte konflikten med Ukraine.

Mandag tog Trump så imod Zelenskyj i Det Hvide Hus for at drøfte udviklingen. Også en række europæiske ledere samt Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltog i mødet.

Fredag har Zelenskyj beskyldte russerne for at gøre "alt, hvad de kan for at forhindre", at mødet mellem ham og Putin finder sted.

Det skete på et pressemøde i hovedstaden Kyiv, hvor han var flankeret af Nato-chefen, skriver Reuters.

/ritzau/

København, 28/08/2025 - 21:32

Tessa løber med publikumspris for skuespillerdebut i TV 2-serie

27-årige Tessa har høstet roser for sin hårdtslående rap, men nu får hun også en pris for sit skuespil.

Den danske rapper Tessa - med det borgerlige navn Theresa Ann Fallesen - har torsdag aften fået en pris for sin skuespillerdebut i TV 2's dramaserie "Løgnen".

Ved uddelingen af den publikumsbestemte Svend Prisen i Svendborg løb hun med titlen som Årets Danske Skuespiller i en tv-dramaserie.

"Løgnen" løb desuden med prisen for Årets Danske TV-dramaserie ved uddelingen, der var den 21. af sin slags.

I "Løgnen" medvirker 27-årige Tessa sammen med blandt andre Iben Hjejle, der var nomineret i samme kategori som Tessa og desuden skulle styre slagets gang som vært ved torsdagens uddeling sammen med Signe Lindkvist.

Det særlige ved Svend Prisen er, at det suverænt er publikum, der har valgt aftenens vindere i de regulære kategorier - bortset fra Juryens Særpris.

Særprisen blev i år givet til den debuterede instruktør Zinnini Elkington for filmen "Det andet offer".

Charlotte Sielings familiedrama "Vejen hjem" fik hovedprisen som Årets Danske Film.

Filmens hovedrolleindehaver, Nikolaj Lie Kaas, blev desuden hædret med prisen som Årets Mandlige Skuespiller for den bærende rolle i filmen.

De ti nominerede i kategorien Årets Danske Film fastslås ud fra antallet af solgte biografbilletter, og herefter vælger en jury de nominerede skuespilpræstationer ud fra disse film.

Vinderen af de forskellige kategorier vælges af publikum, der kan stemme fra 7. juli til 24. august.

En af de andre helt store vindere af publikums gunst blev Trine Dyrholm, der modtog Årets Hæderspris for sin evne til at "bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed".

Hun tager også titlen som Årets Kvindelige Skuespiller med fra aftenen for sin præstation i filmen "Pigen med nålen".

Det var ikke alene danske film, der blev hædret ved torsdagens prisfest.

To internationale priser gik til filmene "It Ends with Us" og "Mufasa: Løvernes Konge" for at være henholdsvis Årets Udenlandske Film og Årets Udenlandske Børne- og Ungdomsfilm ifølge publikum.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/08/2025 - 21:25

FAKTA: Trine Dyrholm og Tessa blev hædret ved Svend Prisen

Svend Prisen er blevet afholdt torsdag aften. Filmen "Vejen Hjem" med Nikolaj Lie Kaas løb med hovedprisen.

Familiedramaet "Vejen hjem" og TV 2-serien "Løgnen" med rapperen Tessa på rollelisten var blandt de store vindere ved årets uddeling af Svend Prisen.

Det står klart, efter at prisen torsdag aften blev uddelt for 21. gang.

Det særlige ved prisen er, at det alene er publikum, der vælger prismodtagerne i de respektive kategorier inden for film og tv.

Derudover blev de juryvalgte Svend Hædersprisen og Juryens Særpris uddelt. I år er de tilfaldet henholdsvis Trine Dyrholm og den debuterede instruktør Zinnini Elkington, der står bag filmen "Det andet offer".

Her følger et overblik over årets prismodtagere:

* Årets Danske Film: "Vejen Hjem" - instruktør Charlotte Sieling.

* Årets Danske Børne- og Ungdomsfilm: "Smukkere" - instruktør Mogens Hagedorn.

* Årets Kvindelige Skuespiller: Trine Dyrholm for "Pigen med nålen".

* Årets Mandlige Skuespiller: Nikolaj Lie Kaas for "Vejen hjem".

* Årets Udenlandske Film: "It Ends with Us".

* Årets Udenlandske Børnefilm: "Mufasa: Løvernes Konge".

* Årets Danske Skuespiller i en tv-dramaserie: Theresa Ann Fallesen (Tessa) for "Løgnen".

* Årets Danske TV-dramaserie: "Løgnen".

* Årets Håb: Karoline Hamm.

* Svend Hædersprisen: Trine Dyrholm.

* Juryens Særpris: Zinnini Elkington.

Kilde: Svend Prisen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/08/2025 - 12:29

FAKTA: Juli var ekstremt våd

* Juli i år var den tiende vådeste juli nogensinde målt i Danmark.

* På landsplan faldt der 112,9 millimeter regn. Det er dermed kun 0,2 millimeter fra niendepladsen i 2011. Den vådeste sommer var i 2023.

* For første gang siden Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) startede med at varsle i januar 2000, udsendte DMI i slutningen af måneden en kategori 3 varsel for kraftig regn.

* Det skyldtes prognoser, der meldte om over 80 millimeter regn hen over et døgns tid flere steder centralt i landet.

* I alt blev der registreret 24 skybrud i løbet af den 21. og 22. juli. Ifølge DMI har der uden tvivl været flere skybrud, som bare ikke har ramt DMI's målernetværk.

* For at der er tale om skybrud, skal der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Kilde: DMI.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/08/2025 - 12:29

Skybrud på vej: Pas på ledninger og elektronik

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det er sæson for skybrud, og derfor er det en god idé at sikre, at der ikke ligger forlængerledninger på gulvet.

Strøm og vand er en dårlig kombination. Derfor er det en god idé at have fokus på husets tekniske installationer, når det pludselig pisker ned.

Sådan lyder det fra Birger Christiansen, som er teknisk konsulent hos erhvervsorganisationen Tekniq.

Her får du hans bud på, hvad du kan gøre - både for at imødekomme de store vandmasser og sætte ind, hvis skaden sker.

1) Få styr på ledningerne.

Overordnet er det en god idé ikke at have forlængerledninger liggende på gulvet.

Vand leder nemlig elektricitet, og kommer det i kontakt med en forlængerledning, kan det føre til kortslutning.

- Så hvis man har forlængerledninger liggende på gulvet, vil det altid være en god idé at hænge dem op på væggen, siger Birger Christiansen.

Har du elektriske apparater stående udenfor, er det også en god idé at være opmærksom på dem, påpeger han.

- Det kan være kritisk, hvis batterier bliver våde, så rådet må være at få batteriet af og sikre, at maskinen er tørret igennem, inden batteriet sættes i igen.

2) Lokalisér strømproblemet.

Skulle der komme vand ind i en ledning, vil HPFI-relæet, der fungerer som en form for nødbremse, slå al strømmen fra.

Her er det god kutyme at slå alle sikringsgrupper fra, før du slår relæet til igen, siger konsulenten.

- Man skal have en analytisk tilgang til installation, hvor man lokaliserer fejlen.

- Her tænder man sikringsgrupperne en ad gangen. Og er der et problem et sted, slår den sikringsgruppe fra igen, så snart man forsøger at tænde den.

Er det for eksempel en fryser i kælderen, den er gal med, kan du - i stedet for at forsøge at tænde den igen via sikringen - sætte fryseren til en forlængerledning fra en anden sikringsgruppe, hvis fryseren fortsat skal være tændt.

Du kan også skifte sikringen, men Birger Christiansen understreger, at det her er en god idé at hive fat i en fagmand, hvis du ikke er særlig erfaren i at arbejde med elinstallationer. Ellers risikerer du at gøre mere skade end gavn.

3) Sørg for, at vandet kan komme væk.

I det hele taget er det vigtigt at sikre sig, at afløbene både ude og inde er klar til at modtage de store mængder vand.

Her er det givet godt ud at skylle afløb godt igennem ved at trække et par gange ekstra i toilettet og hælde en spand vand i det udendørs afløb.

- Det hjælper til at fjerne det skidt, der kunne hindre vandet i at løbe videre, siger Birger Christiansen.

Omkring afløb udendørs bør du også fjerne blade, grene og andet skidt, der kan komme i vejen for vandet.

Har du ejendele stående på kældergulvet, som kan tage skade af at blive våde, kan du med fordel få løftet dem op og for eksempel stille dem på en hylde.

4) Hold nallerne fra kloakvandet.

Kommer der kraftige regnskyl, kan kloakvand være trængt op gennem afløbet.

Da kloakvand kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, skal du undgå at komme i berøring med det.

Derfor skal du iklæde dig fodtøj og udstyr, der kan beskytte dig, råder Birger Christiansen.

- Når vandet er væk, kan man se, om man selv kan rengøre rummet, hvor der er kloakvand, eller om man skal have hjælp fra en professionel, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek