Vodskov, 29/10/2025 - 14:45
Mand idømt fængsel for grooming og skjulte billeder af ridepiger
En mand fra ridesporten inviterede 14-årige søstre til sushi hjemme hos sig. Onsdag er han idømt fængsel.
Lukas Schulze/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En midaldrende mand, der har været en del af toppen af ridesporten, er fundet skyldig i at have groomet to 14-årige piger og for flere blufærdighedskrænkelser.
Han er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel.
Det blev onsdag afgørelsen ved Retten i Glostrup, oplyser specialanklager Natalja Fryd Lindberg til Ritzau.
Blufærdighedskrænkelserne bestod i, at manden tog skjulte billeder af fem piger og kvinder under bordet ved ridestævner i Vodskov og Randbøl i Jylland.
Billederne blev taget ved ridestævner i 2019, 2020 og i 2023.
Specialanklager Natalja Fryd Lindberg oplyser, at der er tale om piger og kvinder mellem 16 og 23 år.
- Det er unge piger, han har kendt igennem længere tid. Han har systematisk indsamlet billeder under ridestævner som led i et tillidsforhold, siger hun.
I tilfældet med grooming har manden fortalt, at de to 14-årige piger, der er søstre, passede en pony og en hest på den gård, som han var tilknyttet.
De udvekslede sms'er og havde kontakt på det sociale medie Snapchat, hvor manden ofte spurgte ind til pigerne, og hvad de lavede, er det kommet frem under retssagen.
Efter et par ugers skriveri ændrede tonen sig, og manden inviterede pigerne hjem til sig til sushi.
Pigernes mor opdagede korrespondancen og kontaktede politiet i slutningen af oktober 2024.
/ritzau/




