Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

München, 15/02/2026 - 16:22

EU-chef fornemmer ikke parathed til at give dato for ukrainsk medlemskab

Prioriteten er at vise, at Ukraine er en del af Europa, siger Kaja Kallas ved sikkerhedskonference.

Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et medlemskab af EU står højt på den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs ønskeliste.

Men EU's udenrigschef, Kaja Kallas, fornemmer ikke, at medlemslandene er parate til at give Ukraine en konkret dato for, hvornår det krigsramte land kan blive medlem.

Det siger hun søndag under en paneldebat ved en sikkerhedskonference i München i Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Min fornemmelse er, at medlemslandene ikke er klar til at give en konkret dato, siger Kaja Kallas.

- Der er meget arbejde, der skal gøres, og så er prioriteten og det presserende behov at handle og vise, at Ukraine er en del af Europa, lyder det videre.

Ukraine ansøgte om EU-medlemskab i slutningen af februar 2022 - få dage efter at Rusland invaderede nabolandet. Siden fik Ukraine status som kandidatland.

I januar fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at et EU-medlemskab skal udgøre en del af sikkerhedsgarantierne efter en fredsaftale.

Imens har Ungarn under premierminister Viktor Orbán hidtil blokeret for Ukraine.

Ungarn er dybt afhængig af Ruslands olie og gas, og i de seneste år har Orbán opretholdt en tæt kontakt med Rusland på trods af invasionen af Ukraine.

Han har også beskyldt EU for at puste til krigen ved at støtte ukrainernes kamp mod Rusland og har ofte modsat sig EU-initiativer om at støtte Ukraine.

Søndag anklager den slovakiske premierminister, Robert Fico, Ukraine for "måske" at holde olien tilbage fra Druzjba-rørledningen, der transporterer russisk olie gennem Ukraine til Ungarn og Slovakiet.

Det siger han ifølge Reuters.

- Jeg opfatter det, der sker omkring olie i dag, som politisk afpresning mod Ungarn på grund af Ungarns kompromisløse holdning til Ukraines EU-medlemskab, siger Fico.

Når det handler om at finde en afslutning på krigen, har USA's regering og præsident Donald Trump i månedsvis forsøgt at presse Ukraine til at give indrømmelser til Rusland og indgå en fredsaftale.

Men Ukraine har hidtil afvist enhver aftale, der måtte indebære afgivelse af landområder til Rusland.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har desuden i et interview med Bloomberg bekræftet oplysninger om, at USA's særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner tirsdag skal afholde møder om en mulig løsning på krigen.

Sikkerhedskonferencen i München er den 62. i rækken og slutter søndag. En lang række stats- og regeringschefer har deltaget i konferencen, herunder statsminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/

TjekDet - faktatjek