Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 26/06/2026 - 20:49

Trump truer med 100 procent told som reaktion på digital skat

Hvis europæiske lande beskatter digitale tjenester fra USA, vil de blive ramt af en kraftig toldstigning.

Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Alle lande, der lægger skat på digitale tjenester fra amerikanske selskaber, vil blive ramt af 100 procent told på varer sendt til USA.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, fredag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

- Adskillige europæiske lande har diskuteret snart at indføre en skat på digitale tjenester for amerikanske virksomheder, skriver Trump.

- Nogle af disse lande er tæt på rent faktisk at gøre dette.

- Lad denne erklæring være en klar meddelelse om, at ethvert land, der indfører en sådan skat, straks vil blive pålagt en 100 procent told på alle varer, der sendes til USA, fortsætter præsidenten.

Han understreger, at fredagens udmelding har forrang for handelsaftaler, som USA allerede skulle have lavet med et land.

Spørgsmålet om, hvordan EU og enkeltlande bedre kan beskatte de store amerikanske techselskaber, har længe været debatteret.

Mange lande ønsker bedre mulighed for at beskatte de store selskaber der, hvor de tjener pengene – i stedet for at overskuddet føres til et sted med lavere skattesats.

I en udtalelse fra en talsperson fra EU-Kommissionen lyder det fredag, at EU's medlemslande har ret til at regulere økonomiske aktiviteter i deres territorie.

Samtidig understreges det, at EU hurtigt vil svare, hvis uberettigede skridt forfølges. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Frankrig indførte i 2019 en afgift på tre procent på indtægter fra teknologivirksomheder – herunder amerikanske giganter som Facebook, Amazon, Apple og Googles moderselskab Alphabet – inden for landets grænser.

Den skat er tidligere blevet kritiseret af Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Canada besluttede sidste år at droppe sin skat på digitale tjenester for at redde handelsforhandlinger med USA. Det skete netop efter pres fra Trump.

I Norge har en skattekommission denne uge foreslået en skat på digitale tjenester for at ramme de store techselskaber, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

I Dansk Industri maner seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard til ro efter toldtruslerne.

- Det er alvorlige trusler fra Trump, men lad os ikke gå i panik. Det er sket mange gange før, og Trump får svært ved at finde et lovgrundlag for at indføre nye voldsomme toldsatser, siger han i en skriftlig kommentar og henviser til, at præsidenten tidligere er blevet underkendt af USA's højesteret.

- EU-Parlamentet har netop godkendt toldaftalen med USA, og indtil videre bør vi holde os til den og tage udgangspunkt i den. Indtil videre hænger Trumps nye toldtrusler i en ret tynd tråd, vurderer han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek