København, 03/07/2026 - 23:12
Ekskluderet DF'er gjorde forsøg på at trække kritik tilbage
Ekskluderet politiker fortæller til medie, at han forsøgte at trække i land angående kritiske udtalelser.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Allan Blak, som fredag er blevet ekskluderet fra Dansk Folkeparti, siger, at han forsøgte at trække sine kritiske udtalelser i Jyllands-Posten tilbage, inden interviewet blev trykt.
Det fortæller politikeren, som er byrådsmedlem i Lolland Kommune, til TV2 Øst.
Allan Blak fortæller til mediet, at Dansk Folkepartis sekretariats- og organisationschef, Kenneth Kristensen Berth, gav ham besked på at trække udtalelserne tilbage, efter at Jyllands-Posten havde forelagt Blaks kritik for partiet.
- Han siger, at jeg skal trække min udtalelse tilbage, og det skal jeg gøre per mail. Og han sender mig en mailadresse til journalisten. Så jeg skriver til journalisten, at jeg skal trække den tilbage. Men han svarer, at de vil trykke det, for det er sagt til citat, siger han.
Ifølge Allan Blak har han sendt den besked videre til Kenneth Kristensen Berth, men han hørte ikke yderligere, skriver TV2 Øst.
Fredag morgen udgav Jyllands-Posten et interview med Allan Blak, hvori han retter en kritik af Dansk Folkepartis nye udlændingeprofil, der i hans optik er for grov. Samtidig erklærede han sig utilfreds med en for hård topstyring i partiet.
I interviewet spåede Allan Blak, at han kunne risikere at blive ekskluderet.
Og det er han blevet.
Kenneth Kristensen Berth siger til Ritzau fredag aften, at DF ikke kan have en person med i partiet, som ikke står på mål for Dansk Folkepartis udlændingepolitik
- Den samlede mængde og karakteren af de udtalelser, han er kommet med, har gjort det umuligt for ham at fortsætte i Dansk Folkeparti, siger han og understreger:
- Hvis man er utilfreds med noget, der er så centralt for et parti som Dansk Folkeparti, så er det nok klogere at fortsætte sit politiske arbejde et andet sted.
I et nyt interview med Jyllands-Posten, som avisen offentliggjorde fredag eftermiddag, bliver Allan Blak spurgt til, om han fortryder, at han stillede op til det første interview.
- Det gør jeg. For det er DF, jeg står mig bedst i. Så jo, det gør jeg. Det var der, jeg ville være, lyder det.
Allan Blak er ifølge Lolland Kommunes hjemmeside også 2. viceborgmester i kommunen. Efter hans ekskludering har Dansk Folkeparti ét medlem af byrådet på Lolland.
RITZAU




