København, 11/02/2026 - 12:32
Politi gør nyt stort fund i kokainsag med tråde til Danmark
Portugisisk politi har nu fundet næsten to ton kokain i en narkosag med tråde til Danmark. 11 er fængslet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet i Portugal har fundet yderligere 523 kilo kokain i narkosagen "Operation Valhalla", hvor flere danskere er blevet varetægtsfængslet.
Det oplyser Københavns Politi på tjenesten Politi Update.
Oprindeligt blev der fundet 1,3 ton kokain på et skib i den sydlige portugisiske by Portimão i sidste uge.
Her slog myndighederne til og anholdt i alt ti mænd, som siden er blevet varetægtsfængslet i Portugal.
- En omfattende efterforskning, der blev startet af Syd- og Sønderjyllands Politi, førte os på sporet af kokainen, som vi antager skulle via Portugal og videre op gennem Europa. Der er gennemført en stor, koordineret indsats på tværs af politi- og landegrænser, som vi er meget stolte af, udtalte politiinspektør Mads Helios fra Københavns Politi i en pressemeddelelse fra sidste uge.
Det nye fund i Portugal er også gjort på skibet.
Ud over de ti mænd sidder en kvinde også varetægtsfængslet i sagen i Danmark.
Mændene i Portugal har forskellige nationaliteter, men politiet har tidligere oplyst, at mindst en af dem menes at have relationer til en dansk rocker- eller bandegruppering.
Politiet har tidligere oplyst til Politiken, at der er seks danske statsborgere blandt de 11 fængslede, og at ti af dem har bopæl i Danmark.
Det er endnu ikke afklaret, om en eventuel retssag skal føres i Danmark eller Portugal.
Politiet efterforsker også, hvor kokainen skulle hen.
/ritzau/




