Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 27/04/2025 - 18:45

Rubio sår tvivl om USA's involvering i fredsforhandlinger

I et interview med NBC siger USA's udenrigsminister, at det kan blive en kritisk uge mod fred i Ukraine.

Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, siger i et interview med NBC, at den kommende uge bliver "meget kritisk" i forsøget på at slutte krigen i Ukraine.

Det skriver AFP.

- Vi er tæt på, men ikke tæt nok, siger Rubio i tv-programmet "Meet the press".

Desuden siger Rubio, at USA skal beslutte, hvilken rolle landet skal spille i fredsforhandlingerne fremover.

- Vi er nødt til at tage en beslutning om, hvorvidt det er en bestræbelse, vi fortsat vil være involveret i, eller om det er tid til at fokusere på nogle andre emner, der er lige så hvis ikke mere vigtige i nogle tilfælde, siger han.

USA's præsident, Donald Trump, har vist flere tegn på utålmodighed med begge parter og har blandt andet udtrykt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, måske ikke har lyst til at stoppe krigen, skriver AFP.

Ifølge Marco Rubio "er der stadig grunde til at være optimistisk, men der er også grunde til at være realistisk" omkring chancerne for at lande en aftale, der kan slutte krigen mellem Rusland og Ukraine.

Udenrigsministeren gentager, at der ikke findes en "militær løsning" til at ende krigen.

- Den eneste løsning på denne krig er en forhandlet aftale, hvor begge parter kommer til at opgive at få noget, de mener er deres. Og de kommer til at give den anden part noget, de ville ønske, de ikke skulle give dem, siger han.

Tidligere på søndagen sagde USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, til Fox News, at der har været "nogle diskussioner om territorier" med Rusland og Ukraine, men uden at gå yderligere i detaljer.

Våbenhvile og fred var noget af det, der blev diskuteret af Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, da de to mødtes under fire øjne i Peterskirken i Rom inden pavens begravelse lørdag.

De to præsidenter skulle også have mødtes senere på dagen, men det blev ikke til noget alligevel, da begge havde et for stramt program.

/ritzau/

København, 30/04/2025 - 08:00

To rutinerede bands fuldender årets program til Grøn

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Suspekt lukker og slukker Grøn, og Alphabeat gendannes eksklusivt til Grøn 2025.

De sidste to navne er klar til årets Grøn. Det er rapgruppen Suspekt, der er tilbage på Grøn for sjette gang. Derudover bliver popbandet Alphabeat gendannet eksklusivt til Grøn 2025.

Det skriver Muskelsvindfonden og Tuborg, der står bag Grøn, i en pressemeddelelse.

Det betyder også, at hele årets program er fuldendt.

Ud over Alphabeat og Suspekt spiller Medina, Gilli, Pil, Kalaset, Benjamin Hav og Uro.

Suspekt optrådte på Grøn for første gang i 2008. I 2025 er det sjette gang, de gæster turnéen.

- Grøn koncert er ikke bare en koncert, det er en hel fucking vibe - en familie som vi elsker at være en del af. Vi har spillet Grøn rigtig mange gange og ingen af gangene har været ens, lyder det fra Suspekt.

Suspekt står bag hits som "Tænker Ik På Andre" med URO og "København" med Benjamin Hav.

Alphabeat gik i opløsning i 2021, men fire år senere turnerer de atter rundt i landet, når de helt eksklusivt gendannes til sommerens Grøn.

- Der var en pandemi, som spolerede vores comeback under åben himmel i 2020. Alle de sommerkoncerter, vi havde glædet os til at spille, blev aldrig rigtig til noget, siger Alphabeat i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Så da Grøn spurgte, om vi havde lyst til at komme tilbage, kunne vi meget hurtigt mærke, at lysten til at stå på scenen sammen og skabe en fest med publikum stadig er der.

Bandet står bag sange som "Fascination", "10.000 Nights" og "The Spell".

Det er femte gang, at Alphabeat optræder på Grøn.

De otte koncertdage strækker sig fra den 17. til 27. juli og foregår i Tårnby, Kolding, Aarhus, Odense, Næstved, Aalborg, Esbjerg og Valby.

Billetterne er udsolgt i alle byer undtagen Esbjerg.

Grøn er gennem mere end fire årtier arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden.

Overskuddet går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i sygdommen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/04/2025 - 08:00

Jan Linnebjerg er tilbage i ny DR-serie: Det er angstprovokerende

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I årtier har han været bedst kendt i rollen som Pyrus, men Jan Linnebjerg er nu aktuel i DR's nye dramaserie "Generationer", som han var meget nervøs op til.

I 30 år har der været særligt én rolle, der har fulgt Jan Linnebjerg.

Siden han i 1994 fik debut i julekalenderen "Alletiders jul", har han været kendt som den energiske Pyrus.

Han har nu sagt farvel til nissen, og man kan for første gang siden se ham i en helt ny rolle i DR's nye dramaserie "Generationer".

- Jeg havde jo ikke lavet ret meget tv eller film i nogle år. Så det har været angstprovokerende at lave det her, siger Jan Linnebjerg.

- Men under produktionen var der hele tiden folk omkring mig, der sagde: "Rolig. Det går fint. Det bliver fedt det her".

Det hjalp ham til at falde på plads i "Generationer", hvor han spiller enkemanden og familiefaren Jesper - en noget anderledes karakter, end han er vant til.

Som Pyrus optrådte han i årtier med kombinationen af en hue og en kasket vendt bagud på hovedet, indtil han i 2022 sagde farvel til nissen, der har præget hele karrieren.

Det fortalte han dengang om i TV 2-dokumentaren "Nissen flytter altid med", hvor han også delte, at han har kæmpet med et alkoholmisbrug.

Trods den store erfaring foran kameraet var der en del nervøsitet hos den 65-årige skuespiller, da han skulle præstere i den nye dramaserie "Generationer".

- Jeg var spændt på, om jeg overhovedet havde nogen tandhjul tilbage, der bare nogenlunde kunne falde i hak, fortæller Jan Linnebjerg.

Men arbejdet med serien endte med at være en rigtig god oplevelse for ham.

Den er derfor også en af flere ting i hans liv, der gør, at han nu synes, at han står rigtig godt.

- Der har været en fortid, der var ad helvedes til. Nu er der en skøn nutid. Og jeg regner med en fed fremtid, siger han.

Jan Linnebjerg fremhæver noget af det, der har skabt den positive forandring i hans liv:

- For det første er jeg holdt op med at drikke. Det hjælper altid. For det andet har jeg erkendt, at jeg har et adhd-problem. For det tredje er jeg begyndt at elske livet. For det fjerde har jeg åbnet kanaler op til det, der er større end mig selv, siger han og tilføjer med udslåede arme:

- Og så den her serie. Det er sgu da en vild ting at lande.

"Generationer" er en serie om familiehemmeligheder, der efter mange år kommer op til overfladen.

For Jan Linnebjerg har det været en betydeligt anderledes oplevelse at arbejde med produktionen af DR-serien sammenlignet med det, han tidligere har prøvet.

- Da vi lavede julekalender var det en maskine. De skulle bare være færdige, siger han og fortsætter:

- Med "Generationer" har der været rum og tid. Jeg ved godt, at vi altid er under tidspres. Tid er penge. Men det har ikke virket sådan.

Jan Linnebjerg ved endnu ikke, hvad serien kommer til at betyde for hans fremtid som skuespiller.

- Jeg håber da, at det kaster noget af sig, og at der er folk, der ser, at jeg godt kan noget, siger Jan Linnebjerg og tilføjer stolt:

- Men jeg har det også sådan, at hvis det var det sidste, jeg skulle lave, så har jeg fandeme gjort et godt stykke arbejde.

"Generationer" udkommer med nye afsnit hver søndag på DR1 og DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/04/2025 - 10:00

FAKTA: Dobbelt parkeringsbøde

* Det er ulovligt at parkere foran ind- og udkørsler til ejendomme, og da det betragtes som en skærpende omstændighed, får man en dobbelt bøde på 1020 kroner.

* En parkeringsbøde, der er udstedt af det offentlige, koster normalt 510 kroner.

* Du risikerer også en dobbelt bøde, hvis du parkerer foran din egen indkørsel. Færdselsloven sondrer nemlig ikke mellem, hvem der blokerer for en ind- og udkørsel.

Kilder: FDM og retsinformation.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/04/2025 - 10:00

Blokeret af en anden bil? Det kan du gøre som bilist

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis du oplever, at du ikke kan køre ud, fordi en anden bil blokerer, har du flere muligheder for at forsøge at komme ud af situationen.

Det kan være særdeles frustrerende at vende tilbage til din bil og opdage, at en anden bilist har parkeret så tæt - eller direkte ulovligt - at du ikke kan køre ud.

I sådan en situation kan du væbne dig med en stor portion tålmodighed og håbe, at den anden bilist snart vender tilbage, men der er også andre muligheder.

Det fortæller Dennis Lange, som er chefkonsulent i bilejernes interesseorganisation FDM.

- Har du parkeret ved et indkøbscenter, kan du forsøge at få en medarbejder i informationen til at oplyse over højttaleranlægget, at en bil spærrer, og håbe, at bilens ejer hører det og reagerer, siger han.

- Alternativt kan du prøve at ringe til politiet på 114. Hvis du oplyser nummerpladen, kan politiet i mange tilfælde finde frem til ejeren og opfordre vedkommende til at flytte bilen. Det er mit indtryk, at politiet ofte gerne vil hjælpe med det.

Du kan selv gøre noget for at undgå, at to biler blokerer ved at holde helt tæt foran og bag ved din bil.

- Det er i sagens natur svært at gardere sig helt imod, hvad andre bilister gør. Men man kan selv sørge for at parkere nogenlunde midt i p-båsen i stedet for at bakke helt op mod bilen bagved. I midten er der mere plads både foran og bag ved ens bil, så der er større sandsynlighed for, at man kan køre ud igen, siger Dennis Lange.

Hvis din bil er blevet spærret inde i et parkeringsområde, hvor der er restriktioner, såsom betaling eller tidsbegrænsning, anbefaler Dennis Lange, at du sørger for at dokumentere med foto og video, at det ikke har været muligt for dig at køre ud.

- Om det så er nok til at undgå en parkeringsbøde, kan jeg desværre ikke udtale mig om, da det i sidste ende vil være op til parkeringsvagten at vurdere, siger han.

- Men vælger man at klage over den parkeringsbøde, er det godt at have dokumentationen på plads.

Dennis Lange minder også om, at det er ulovligt at parkere foran ind- og udkørsler, da biler skal kunne køre ubesværet til og fra en ejendom.

Kommunen kan udstede en dobbelt parkeringsbøde på 1020 kroner, hvis en bil spærrer ind- og udkørsel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek