Washington D.C., 22/08/2026 - 06:11
Handelsaftale mellem USA og Canada går i vasken
Canadas premierminister siger tidligt lørdag, at Canada vil besvare toldsatser fra USA med tilsvarende told.
Af: /ritzau/
USA og Canada er ifølge begge parter ikke nået frem til en handelsaftale, og USA vil derfor indføre 50 procent told på visse importvarer fra Canada.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Jamieson Greer, der er USA's handelsrepræsentant, siger, at Canada har afvist at færdiggøre en handelsaftale med USA, skriver Reuters og AFP.
- I aften har Canada afvist at færdiggøre handelsaftalen på de vilkår, der blev aftalt tidligere på ugen, siger Greer ifølge AFP til journalister.
Canadas premierminister, Mark Carney, siger ifølge Reuters, at han har indstillet forhandlingerne.
Han siger også, at Canada vil svare igen på de nye amerikanske toldsatser med tilsvarende toldsatser.
Meldingerne kommer, efter at Jamieson Greer og Dominic LeBlanc, som er Canadas ansvarlige minister for handlen med USA, i tre dage har forhandlet i Washington D.C. i USA.
De to parter har med forhandlingerne om en aftale forsøgt at overholde en tidsfrist, som USA's præsident, Donald Trump, har fastsat.
Hvis ikke de to lande kunne nå frem til en aftale inden lørdag klokken 06.01 dansk tid, indfører USA toldstigningen på visse canadiske varer, har det lydt.
Klokken 06.01 dansk tid skriver AFP, at tolden på 50 procent på nogle canadiske varer er trådt i kraft.
Til Reuters siger en unavngiven højtstående embedsmand i Trumps administration, at toldsatserne gælder canadiske varer til en værdi af omkring 20 milliarder dollar - 128 milliarder kroner.
RITZAU




