Lousiana, 19/04/2026 - 18:45
Otte børn skuddræbt i amerikanske Louisiana
Otte børn mellem 1 og 14 år er dræbt af skud i USA. Gerningspersonen blev efterfølgende skudt af politiet.
Af: /ritzau/
En person har søndag skuddræbt otte børn i delstaten Louisiana i USA. Politiet formoder, at flere af ofrene er i familie med gerningspersonen.
Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra lokale myndigheder.
De otte dræbte børn er mellem 1 og 14 år, oplyser politichef Wayne Smith. I alt blev ti personer ramt af skud.
Ifølge politichefen er flere af ofrene i familie med gerningspersonen.
Gerningspersonen døde efterfølgende, da politiet jagtede personen og affyrede skud mod vedkommende.
Skuddrabene fandt sted i byen Shreveport i Louisiana klokken 06 lokal tid.
Louisiana State Police oplyser, at skuddrabene fandt sted på tre forskellige adresser i Shreveport.
Det lokale politi meddeler i en erklæring, at ingen betjente kom til skade i forbindelse med indsatsen mod den nu dræbte gerningsperson, skriver AP.
Politiet arbejder på at klarlægge forløbet, siger talsmand Christopher Bordelon ifølge mediet NBC.
- Personen forlod et af gerningsstederne, kaprede en bil og kørte væk, hvorefter patruljer indledte en biljagt.
- Vi mener, at personen er den eneste, der har affyret skud på de pågældende adresser, siger polititalsmanden.
Han vil ikke oplyse mere om sagens detaljer, men det lød fra det lokale politi, at nogle af de dræbte børn har en familiær relation til gerningspersonen.
/ritzau/




