København, 06/06/2025 - 19:42
Skoldkoppevacciner granskes efter dødsfald i Polen
Komité skal undersøge skoldkoppevaccine, der bruges i Danmark, for dens risiko for hjernebetændelse.
Af: /ritzau/
To skoldkoppevacciner skal undersøges for deres sammenhæng med hjernebetændelse.
Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er sat i gang af den europæiske bivirkningskomité, PRAC, efter at et barn i Polen mistede livet til en hjernebetændelse.
Barnet var vaccineret med den ene vaccine, Varilrix, der ikke markedsføres i Danmark. Det gør den anden vaccine, Varivax, derimod.
Det fremgår i forvejen af de to skoldkoppevacciner, Varilrix og Varivax, at der i sjældne tilfælde kan være en risiko for hjernebetændelse.
Undersøgelsen skal blandt andet afgøre, om der bør ændres i beskrivelsen på indlægssedlen.
Hjernebetændelse kan også i sjældne tilfælde forekomme ved naturlig skoldkoppeinfektion.
Det siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Line Michan i meddelelsen.
Hun opfordrer til, at man overvejer vaccinationen i samråd med lægen, og ellers reagerer hvis man oplever symptomer på hjernebetændelse.
- Det kan for eksempel være ved udvikling af feber, hovedpine, kvalme og forvirring over en uge efter vaccinationen, siger hun.
Vaccinen indgår ikke i det danske børnevaccinationsprogram, men man kan selv købe vaccinen, der er godkendt både til børn og voksne.
I 2023 blev omtrent 7500 børn i Danmark vaccineret mod skoldkopper.
Skoldkoppevaccinerne er vidt udbredt på tværs af EU, og tilfælde med hjernebetændelse er yderst sjældne, skriver Lægemiddelstyrelsen.
Styrelsen har kun modtaget en enkelt indberetning om hjerne- og hjernehindebetændelse hos en person vaccineret med Varivax i de år, vaccinen har været på markedet.
Skoldkopper er en almindelig børnesygdom, der viser sig ved feber og udslæt, der består af knopper, blærer og skorper over hele kroppen.
De fleste børn får sygdommen som små og bliver immune resten af livet. Langt de fleste oplever et mildt til moderat forløb, fremgår det af sundhed.dk.
Voksne, der ikke har haft skoldkopper som barn, kan blive smittede. Her oplever de fleste at føle sig mere syge end børn.
/ritzau/