Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 05/08/2026 - 11:42

FN: 800.000 flygtninge er på vej hjem i Libanon

Flere end en million mennesker har været fordrevet i Libanon under konflikten mellem Hizbollah og Israel.

Af: /ritzau/

Flere end 800.000 flygtninge er på vej tilbage til deres hjem i Libanon efter et ophold i kampene mellem militsen Hizbollah og Israel.

Det oplyser FN's agentur for humanitære anliggender (OCHA) ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Flere end en million mennesker har været fordrevet i Libanon under den igangværende konflikt.

I marts sendte Hizbollah raketter imod Israel, efter at Israel sammen med USA havde angrebet Iran og dræbt den daværende iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hizbollah er støttet af og allieret med Iran.

Krigen i Libanon har medført flere end 4300 dræbte og sendt tusindvis på flugt fra deres hjem. Israel har med luftangreb beskadiget vandværker og el-infrastruktur i det sydlige Libanon, som mange af de fordrevne kommer fra.

Volden har været aftagende i Libanon, siden USA og Iran i juni underskrev en aftale om våbenhvile, der omfattede Libanon.

I den italienske hovedstad, Rom, har Israel og Libanon påbegyndt nye forhandlinger i forsøget på at afslutte krigen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek