Seoul, 28/01/2026 - 07:24
Sydkoreas tidligere førstedame skal 20 måneder i fængsel
Den afsatte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeols hustru er blevet kendt skyldig i at tage imod bestikkelse.
Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere førstedame Kim Keon-hee, der er gift med den afsatte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol, er blevet idømt en fængselsdom på et år og otte måneders fængsel.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at en sydkoreansk domstol onsdag er nået frem til, at Kim er skyldig i en sag om bestikkelse.
Den tidligere førstedame var desuden tiltalt for aktiemanipulation og for at bryde loven om kampagnemidler. Her blev hun frikendt.
Hun havde inden retssagen erklæret sig uskyldig i samtlige tiltalepunkter. 53-årige Kim Keon-hees forsvarsadvokat oplyser, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvorvidt dommen skal ankes.
For knap to uger siden blev også Yoon Suk-yeol fundet skyldig i en straffesag.
En sydkoreansk domstol idømte ekspræsidenten fem års fængsel for et forsøg på at forhindre sin egen anholdelse efter en kortvarig undtagelsestilstand i december 2024.
Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er det første gang, at både en sydkoreansk ekspræsident og dennes ægtefælle skal i fængsel.
Sagen mod Yoon var den første af flere mod den tidligere præsident, der i en anden sag er tiltalt for oprør i forbindelse med den militære undtagelsestilstand.
I denne sag, der forventes afgjort 19. februar, har anklagemyndigheden krævet dødsstraf. Sydkorea har dog ikke henrettet en dødsdømt fange siden 1997.
/ritzau/




