London, 05/03/2026 - 21:43
Britisk politiker suspenderet efter spionagemistanke mod ægtefælle
Joani Reids mand blev ifølge Sky News anholdt onsdag. Han mistænkes for at have spioneret for Kina.
Af: /ritzau/
Det britiske parlamentsmedlem Joani Reid er blevet suspenderet fra regeringspartiet Labour, efter at hendes mand er blevet anholdt i en sag om mulig spionage på vegne af Kina.
Det skriver det britiske medie Sky News.
Joani Reid bekræfter i en udtalelse, at hun frivilligt har ladet sig suspendere fra partiet, mens sagen bliver undersøgt.
Hendes mand mistænkes for at have bistået en fremmed efterretningstjeneste, som ifølge Sky News' oplysninger er kinesisk.
Han blev anholdt onsdag sammen med to andre.
- Denne uge har været den værste uge i mit liv. De seneste dages chok har været svært for mig og min familie, siger Joani Reid i udtalelsen.
Hun understreger, at hun ikke selv bliver efterforsket, og at hun ikke har gjort noget forkert. Men hun vil ikke lade sagen overskygge regeringens arbejde.
- Jeg kan forstå, at spekulationer og rygter løber løbsk i en tid som denne.
- Jeg ønsker ikke, at den situation, som jeg og min familie befinder os i, skal blive en distraktion for regeringen, som jeg er stolt af, og som jeg har tillid til, lyder det fra Joani Reid.
Joani Reids mand nægter sig skyldig.
/ritzau/




