København, 25/04/2023 - 21:39
Pensionerede sundhedsmedarbejdere skal arbejde for lavere løn
Medarbejdere, der forsætter med at arbejde i sundhedsvæsnet efter pensionsalderen, får en dårligere løn.
Af: /ritzau/
Sygeplejersker, sosu'er og andre, der fortsætter med at arbejde efter pensionsalderen, bliver sat markant ned i løn.
Årsagen er en gammel bestemmelse i overenskomsterne. Den medfører, at man ikke længere får udbetalt løn med pension, hvis man er startet med at få udbetaling fra en pensionsordning, som det offentlige har bidraget til.
Det skriver Jyllands-Posten i onsdagens avis.
Den nedsatte løn vækker kritik hos Mona Striib, der formand i FOA.
- Vi står der med hatten i hånden som samfund og beder dem om at fortsætte med at arbejde, og så vil vi ikke betale den fulde løn for det, siger hun til avisen.
Både Kommunernes Landsforening (KL) og Heino Knudsen (S), der er formand for regionernes lønnings- og takstnævn, henviser til de næste offentlige overenskomstforhandlinger i 2024.
Heino Knudsen tilføjer samtidig, at bestemmelsen om løn uden pension er fjernet for ansatte i staten.
/ritzau/




