Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oakland, 06/05/2026 - 02:16

OpenAI-præsident i søgsmål: Elon Musk truede mig fysisk

Ifølge medstifter blev Elon Musk truende, da han fik at vide, at han ikke kunne få fuld kontrol med OpenAI.

Af: /ritzau/

OpenAI's medstifter og præsident, Greg Brockman, blev i 2017 truet fysisk af rigmanden Elon Musk.

Det siger Brockman ifølge nyhedsbureauet AFP tirsdag foran en jury i retssagen mellem Musk og selskabet, der står bag ChatGPT.

- Jeg troede faktisk, at han ville slå mig, siger han under et retsmøde i den amerikanske delstat Californien.

Konfrontationen fandt sted, efter at Musk var blevet nægtet fuldstændig kontrol med OpenAI, siger Brockman.

Udtalelsen fra Brockman kommer på anden dag af den civile retssag, der udspringer af et søgsmål, som Musk har anlagt mod OpenAI og selskabets direktør, Sam Altman.

Musk mener, at OpenAI's direktør, Sam Altman, og hans medstiftere af OpenAI gik bag om ryggen på ham, da selskabet begyndte at gå i en mere kommerciel retning.

Tesla- og SpaceX-stifteren bidrog med en donation på 38 millioner dollar til at opbygge OpenAI, der i dag har en værdiansættelse på 850 milliarder dollar.

OpenAI hævder modsat, at Musk forlod selskabet frivilligt efter et mislykket forsøg på at overtage kontrollen. Siden har Musk oprettet sin egen AI-virksomhed, xAI.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek