Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/08/2023 - 18:09

Dronningen Margrethe overrækker Zelenskyj en særlig gave

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den ukrainske førstedame besøgte søndag og mandag Danmark.

Handout/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I forbindelse med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg i Danmark overrakte dronning Margrethe præsidenten en særlig og personlig gave.

Det er tale om maleriet "Livets træ".

Det oplyser Kongehuset i et opslag på det sociale medie Instagram.

Maleriet er malet af dronningen selv i 1990'erne på Marselisborg Slot. Slottet er dronningens sommerresidens i det sydlige Aarhus.

Mandag formiddag var dronning Margrethe vært for en frokost i anledning af præsidentens besøg i Danmark. Også Volodymyr Zelenskyjs hustru, Olena Zelenska, deltog.

Det var inden frokosten, at dronningen overrakte Volodymyr Zelenskyj maleriet.

Til stede ved frokosten var også kronprinsparret.

Søndag deltog den ukrainske præsidentfrue sammen med kronprinsesse Mary i en dansk-ukrainsk aftengudstjeneste i Haderslev Domkirke.

En række herboende ukrainere var ligeledes inviteret til begivenheden.

Gudstjenesten foregik både på dansk og ukrainsk, og der blev tolket undervejs.

Haderslev Kommune har oplyst, at der var plads til 600 gæster i kirken.

Volodymyr Zelenskyj besøg i Danmark begyndte søndag aften, hvor han landede på Skrydstrup Flyvestation i Sønderjylland.

Her kunne han sammen med den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), fortælle, at Danmark vil donere 19 F-16-fly til Ukraine. Også Holland donerer kampfly.

Mandag besøgte den ukrainske præsident også Folketinget. Her takkede han Danmark for donationen.

- Jeg takker Danmark for at hjælpe Ukraine til at blive uovervindelige, sagde han ved en tale i Landstingsalen.

Efter det officielle besøg i Danmark er Zelenskyj mandag eftermiddag rejst til Athen i Grækenland. Her skal han mandag mødes med landets premierminister Kyriakos Mitsotakis.

Det oplyser den græske premierministers kontor, skriver Reuters.

/ritzau/

København, 04/10/2024 - 08:00

Julekalenderkendis vender tilbage på DR

Free

DR kalder titelsangen til julekalenderen "Tidsrejsen" fra 2014 for arvesølv. Den bliver nu indspillet som duet, når efterfølgeren, "Tidsrejsen 2", får premiere.

Der er under to måneder til 1. december, og nu ringer DR julen ind med afsløringen af, hvem der står bag sangen, som synger årets julekalender, "Tidsrejsen 2", i gang.

Det bliver samme sanger, som også stod bag titelsangen til den første julekalender, som blev sendt for præcis ti år siden - Caroline Castell.

Men hun synger ikke nummeret alene. Med sig får hun bandet Jonah Blacksmith.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

- "Tidsrejsen" er en af de julekalendersange, som ligger danskernes hjerter meget nært. Det har derfor været vigtigt for os at behandle den originale sang som arvesølv, siger DR-producent Asser Bo Paludan i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Da kernefortællingen i "Tidsrejsen 2" er en romantisk komedie, opstod idéen til at genindspille den originale sang som en duet.

"Tidsrejsen 2" handler om Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse.

Romeo mener at have beviser for, at der tidligere har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt.

Holly tilbyder Romeo sin hjælp, og det bliver begyndelsen på det, DR beskriver som et science fiction-juleeventyr.

Da der er ti år mellem "Tidsrejsen" og "Tidsrejsen 2", vil der entrere en masse nye ansigter i universet.

Men der vil også være enkelte velkendte ansigter fra den første julekalender fra 2014. Blandt andre 26-årige Bebiane Kreutzmann, som havde hovedrollen i den første julekalender om "Tidsrejsen", dengang hun var teenager.

Derudover er Lise Baastrup blandt de nye navne i Tidsrejsen-universet.

I julekalenderen fra 2014 blev Bebiane Kreutzmann akkompagneret af rutinerede navne som Søren Pilmark, Karen-Lise Mynster, Lars Knutzon, Kurt Ravn og Stine Stengade.

Den centrerer sig om 13-årige Sofie, hvis største ønske er, at hendes skilte forældre finder sammen igen. Hendes farfar forærer hende en speciel kalendergave - en opfindelse, som gør det muligt at rejse i tiden, og med den forsøger hun at ændre begivenhedernes gang.

Titelsangen til "Tidsrejsen 2" udkommer 4. oktober.

Selve julekalenderen får premiere på DR1 og DRTV 1. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

Manaus, 04/10/2024 - 02:58

Brasiliansk frø åbnede dronningens øjne for en verden af muligheder

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary besøgte torsdag et center, der forsker i produkter fra Amazonskoven. Det har gjort indtryk.

Dronning Mary fik torsdag åbnet øjnene for alverdens muligheder og nye ting, der kan undersøges og udvikles fra Amazonskoven.

Det fortæller hun torsdag efter andendagen på hendes officielle besøg i Brasilien.

- Jeg synes, det er utroligt spændende, lød det fra dronningen efter et besøg på Center for Bioøkonomi i Amazonskoven, CBA, der ligger i Manaus i det nordlige Brasilien.

På centeret, der forsker i produkter, der skal fremme den lokale bioøkonomi i Amazonas, fortalte og viste forskerne flere af deres projekter.

Blandt andet blev dronningen fortalt om en frø, som det oprindelige folk i Amazonskoven tapper giften fra til helbredsmæssige formål.

- Men så har de fundet ud af, at den har virkelige positive egenskaber på den mentale sundhed, især depression. Så der ligger en verden af spændende ting at undersøge, siger hun.

- Det er virkeligt godt, at de fokuserer på, hvordan man kan bevare og give bedre livskvalitet for dem, der bor og lever i skoven og samtidig skabe økonomisk vækst.

På centeret blev dronningen også introduceret for produkter lavet af bi-produktscellulose fra kombucha-produktion.

Af materialet bliver der blandt andet lavet bionedbrydeligt plastik og vegansk læder, der også kan hele brandsår.

Overordnet set har dronningen på de to første dage af hendes tur lagt særlig mærke til kontrasterne mellem klimaforandringernes alvorlige konsekvenser i Amazonas og de bæredygtige løsninger, som er blevet vist til hende.

- Jeg kan godt lide, at også i krise har vi fortsat håbet om at finde løsninger og skabe cirkulære måder at bevare og beskytte vores biodiversitet på, siger hun.

Turen til Brasilien har til formål at styrke og udvide samarbejdet mellem Danmark og Brasilien.

Dronning Mary har under besøget allerede bemærket velviljen til samarbejde.

- Det har været en stor glæde at mærke den interesse for at styrke og udvide det samarbejde, der er. Vi har allerede et godt samarbejde, men der er en stor motivation for at skabe et styrket samarbejde, fordi vi deler værdier og interesser inden for områder som natur, klima, biodiversitet og sundhed, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 03/10/2024 - 12:00

FAKTA: Hvad er uld?

* Uld er fårs hårbeklædning.

* Andre spindbare fibre fra dyr betegnes også ofte som uld - deriblandt er uld fra kamel, alpaka og kashmirged.

* Lammeuld er den første uld, der klippes af et får. Den uld er den blødeste, fåret nogensinde vil levere.

* Uld kan optage fugt op til 35 procent af sin vægt uden at virke våd og vil stadig føles varm, fordi garnet indeholder en stor mængde isolerende luft.

Kilde: Lex - Danmarks Nationalleksikon og Den Store Danske.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 03/10/2024 - 12:00

Genopfrisk uldtøjet før de kolde måneder rammer

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Uld kan bruges flere gange, før det trænger til at blive vasket. Hvis uldtrøjen er begyndt at lugte efter brug, kan du prøve at genopfriske den med frisk luft.

Kulden har endnu en gang meldt sin ankomst, og det er derfor et godt tidspunkt at finde uldtøjet frem og genopfriske det.

En af de bedste måder at pleje uldtøj på er at lufte det i frisk luft - både når man pakker uldtøjet ud til de kolde måneder, og efter at man har brugt det.

Det siger Jane Ibsen Piper, som står bag flere bøger om hverdagsøkonomi.

Hun deler løbende spareråd i facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt på instagramprofilen "Project Handmade", der begge har omkring 50.000 følgere.

Et tilbagevendende råd fra Jane Ibsen Piper er at sørge for at få brugt tøjet i klædeskabet i stedet for at købe nyt samt at forlænge tøjets levetid ved at pleje det på den rigtige måde.

- Populært sagt er uld "selvrensende". Det vil sige, at man ikke behøver at vaske uldtøj lige så ofte som eksempelvis tøj af bomuld, siger hun.

- Man passer faktisk bedst på uldtøjet ved at vaske det sjældent. Det er bedre at lufte det i frisk luft så ofte som muligt - gerne i frostvejr. Men tøjet må ikke blive vådt.

Også Jens Lund Møller, som er indehaver af netbutikken Uldtoj.dk, siger, at uldtøj typisk kan bruges flere gange, før det skal vaskes.

- Hvis uldtøjet begynder at lugte lidt, og det ikke hjælper at lufte tøjet, kan man sagtens komme det i vaskemaskinen. Man skal bare huske at vælge uldprogram og bruge et skånsomt uldvaskemiddel, siger han.

- Uldtøj kan godt tåle at blive kogt i en gryde. Det kan være, at man har noget babytøj, der trænger til en kogevask, efter at bleen er lækket. Man må bare endelig ikke røre rundt i gryden.

Han forklarer, at kombinationen af bevægelse og varme kan få uldtøjet til at krympe. Når vandet koger, er det typisk tilstrækkeligt at koge uldtøjet i omkring fem minutter.

- Det kan måske også hjælpe med at fjerne lugt, hvis man døjer med det, siger Jens Lund Møller.

Under alle omstændigheder er det en god idé at læse producentens vaskeanvisninger på tøjmærket.

Når uldtøjet skal tørre efter vask, skal man passe på ikke at ødelægge tøjets facon.

- Man skal undlade at bruge en bøjle, da uldtrøjen kan blive strakt, fordi tyngdekraften hiver den nedad, siger Jane Ibsen Piper.

- Spred i stedet uldtrøjen ud på et tørt håndklæde, eller læg trøjen over flere tørresnore.

En våd uldtrøje kan godt lugte lidt, men lugten vil forsvinde, når den lufttørrer.

Uld er et naturligt materiale, og det er svært at undgå fnuller med tiden. Man kan købe små maskiner til at fjerne fnuller.

Jane Ibsen Piper anbefaler at fjerne det løbende.

- Når man fjerner fnuller, skal uldtrøjen lægges fladt og strakt på en overflade. Det kan være på et strygebræt, siger hun og fortsætter:

- Hvis ikke man har prøvet det før, bør man gøre det forsigtigt i starten eller øve sig på noget tøj, som man ikke er så glad for.

Kommer der et hul i uldtrøjen, er det vigtigt at få styr på det med det samme, da det ellers kan trevle op.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek