København, 12/05/2026 - 15:04
Troels Lund er endnu ikke parat til at skære partier fra
Venstres formand er fåmælt om, hvad der sker i de regeringsforhandlinger, hvor han er kongelig undersøger.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alle er fortsat med. I hvert fald lidt endnu.
Sådan lyder det fra den kongelige undersøger, Troels Lund Poulsen (V), da han tirsdag bliver spurgt om, hvorvidt der er partier, som han allerede nu kan sige, han ikke kommer til at forhandle videre med i regeringsforhandlingerne.
- Det afgørende er, at man bekender sig til, at man vil være med til at sikre dansk økonomi i fremtiden.
- Og dér er der da nogle partier, hvor jeg synes, det ser sværere ud. Men det har jeg ikke konkluderet på endnu, siger han før et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.
Venstres formand har hidtil haft alle partier med undtagelse af De Konservative og Moderaterne til regeringsforhandlinger på Hotel Scandic Spectrum i København.
De to partier skal han forhandle med senere tirsdag.
Velfærdsaftalen fra 2006, hvor pensionsalderen stiger i takt med levealderen, bliver af en del partier, herunder Venstre, anset for at være en grundsten i forhold til at sikre en solid økonomi for Danmark.
Dansk Folkeparti meldte sig sidste år ud af velfærdsaftalen, da partiet afviste at stemme for, at pensionsalderen fra 2040 bliver forhøjet til 70 år.
Troels Lund Poulsen bliver spurgt, om han på den baggrund kan forhandle videre med Dansk Folkeparti.
- Der er mange forskellige ting, som er på bordet i øjeblikket, svarer han uden at gå ind i det konkrete spørgsmål.
Troels Lund Poulsen sagde på aftenen for folketingsvalget 24. marts, at han efter knap tre et halvt år med SVM-regeringen så to oplagte muligheder for Venstre efter partiets dårligste resultat ved et folketingsvalg nogensinde.
Enten at gå i opposition eller gå efter en blå midterregering. Sidstnævnte projekt ser fortsat umuligt ud, fordi Dansk Folkeparti afviser enhver form for regeringsdeltagelse af Moderaterne, hvis 14 mandater er afgørende.
Troels Lund Poulsen bliver spurgt, om han anser det for umuligt, at Venstre og Socialdemokratiet kan tage endnu en omgang sammen i regering.
- Jeg er startet med at diskutere politik. Jeg kan godt se, at nogle synes, at det er forkert. Jeg synes, det politiske grundlag må på plads, inden man diskuterer, hvilken regering man kan se for sig.
- Det har jeg insisteret på, og det vil jeg fortsat gøre, siger han.
/ritzau/




